19. MAR 2017 • 20:15UDLAND

OVERBLIK: Tyrkiet og Europa på kollisionskurs

Tyrkiets regering har de seneste uger lagt sig ud med flere lande. Nazi-kommentarer er sidste skud på stammen.

Beskyldninger om nazimetoder er fløjet fra Ankara i Tyrkiet og over grænsen til flere EU-lande.

En eskalerende krise, udløst af en forestående folkeafstemning i Tyrkiet, har de seneste uger udviklet sig hastigt mellem tyrkerne og en række europæiske lande, ikke mindst Tyskland.

Den tyrkiske folkeafstemning bliver holdt 16. april.



Få et overblik over striden her:

* 25. februar. Valgkampen om en ændring af den tyrkiske forfatning indledes.

Hvis tyrkerne siger ja til ændringen, åbner det blandt andet for, at præsident Recep Tayyip Erdogan kan blive siddende som præsident frem til 2029.

Samtidig vil præsidenten få mulighed for at udstede dekreter, erklære undtagelsestilstand, hyre ministre og topembedsfolk samt opløse landets parlament.

* 1. marts. Borgmesteren i den sydtyske by Gaggenau aflyser af sikkerhedsmæssige grunde et folkemøde for tilhængere af Erdogan.

Der er cirka 1,5 million vælgere i Tyskland med stemmeret i Tyrkiet.

Den tyrkiske justitsminister, Beki Bozdag, var inviteret til at deltage.

* 2. marts. Tyrkiets udenrigsministerium beordrer den tyske ambassadør til at møde op og modtage en reprimande.

I Köln meddeler byens myndigheder samtidig, at de har trukket en tilladelse til et planlagt vælgermøde af samme karakter tilbage.

* 5. marts. Tyrkiske politikere bør forbydes at føre valgkamp inden for EUs grænser, foreslår Østrigs kansler, Christian Kern.

Samme dag siger præsident Erdogan, at aflysningen af vælgermøder minder om nazisternes fremgangsmåde.



* 7. marts. Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, taler på et vælgermøde i Hamburg til 300 tyrkiske vælgere.

Mødet er flyttet til Tyrkiets generalkonsuls residens, efter at de tyske myndigheder lukker den bygning, hvor mødet skulle være afholdt.

* 9. marts. Den tyske kansler, Angela Merkel, tager afstand fra Erdogans naziudtalelse.



* 10. marts. En kommission under Europarådet retter en hård kritik af folkeafstemningen og skriver, at landet bevæger sig i retning af et enmandsstyre.

* 11. marts. Tyrkiets udenrigsminister Çavusoglu insisterer på at rejse til Rotterdam i Holland, selv om de hollandske myndigheder har forbudt ham at tale ved et vælgermøde i byen.

Senere samme dag trækker regeringen i Holland landingstilladelsen for det fly, der skulle fragte Çavusoglu til Holland, tilbage.

Det får Erdogan til at lange hårdt ud efter hollænderne og kalde dem "levninger fra nazisterne" og fascister.



Den tyrkiske familieminister, Fatma Betul Sayan Kaya, der er i Tyskland, beslutter at rejse med bil til Rotterdam. Men hollandsk politi tilbageholder hende ved grænsen.

Tyrkisk politi blokerer adgangen til Hollands ambassade og konsulat i Tyrkiet.

Samtidig er der demonstrationer i både Tyrkiet og Holland. I Rotterdam må politiet tage vandkanoner i brug mod cirka 2000 demonstranter.

* 12. marts. Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, lover en skånselsløs gengældelse for hollændernes "uacceptable opførsel".

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udskyder tyrkisk statsbesøg i Danmark.



* 13. marts. Tyrkiet udviser Hollands ambassadør fra landet. Samtidig beskylder Erdogan Tyskland for at huse terrorister.

* 15. marts. Tyrkiet truer med at holde op med at kontrollere strømmen af migranter mod Europa, der går gennem landet.

Det afholdes valg i Holland. Den siddende regering får et godt resultat, der vurderes delvist at være affødt af den hårde linje mod Tyrkiet.

* 17. marts. Erdogan sammenligner igen Tysklands politik med Nazitysklands.

* 19. marts. Erdogan beskylder igen Tyskland og mere specifikt kansler Angela Merkel for at bruge nazimetoder.



Den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, siger, at Erdogan er gået over stregen.



Kilder: dpa, Reuters, AFP, Anadolu

/ritzau/

13. AUG 2017 • 13:06

Store Oprydningdag

Efter Store Legedag fredag og lørdag, blev det søndag store oprydningsdag i

13. AUG 2017 • 09:55

1.100 cyklister på vej øen rundt

Så er starten gået på årets Bornholms Rundt på cykel.

12. AUG 2017 • 16:34

Legedag på niveau med sidste år

Det overskyede vejr og et par regnbyger kunne ikke holde gæsterne væk fra S

12. AUG 2017 • 11:23

Vinden driller kajakroere

Bornholm Rundt i havkajak fik en strålende start med to gode dage med ...

12. AUG 2017 • 08:08

Flere end 1.000 cykler Bornholm Rundt

Tilmeldingen til søndagens Bornholm Rundt på cykel har rundet de magis...

Mest læste