18. JUN 2019 • 16:26SPORT

Brøndby møder finsk hold i Europa League-kvalifikationen

Brøndby skal op mod FC Inter Turku i den første runde af kvalifikationen til Europa League-gruppespillet.

Brøndby-mandskabet skal en tur til Finland i forsøget på at kvalificere sig til Europa League-gruppespillet.



Klubben skal op mod FC Inter Turku, der har hjemmebane i det sydlige Finland. Det stod klart, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tirsdag trak lod til første runde af kvalifikationen.

Inter Turku sluttede på en syvendeplads i den seneste sæson af den finske liga, men vandt pokalturneringen og kvalificerede sig dermed til Europa League.



I den igangværende sæson topper holdet ligaen efter 12 kampe.



Den første af de to kvalifikationskampe skal spilles 11. juli, mens den anden kamp skal spilles 18. juli.

Det ligger endnu ikke fast, hvilket af de to hold der starter på hjemmebane.



Brøndby sikrede sig pladsen i Europa League-kvalifikationen med en 4-2-sejr over Randers i den afgørende kamp om den europæiske billet.



Brøndby måtte ud i playoffkampen mod Randers, da Brøndby sluttede på fjerdepladsen i mesterskabsslutspillet, mens Randers var det bedste hold i puljespillene og playoffkampene i nedrykningsslutspillet.



Onsdag trækkes der lod til anden runde af Europa League-kvalifikationen. Her indtræder Esbjerg, der sluttede på tredjepladsen i Superligaen, mens FC Midtjylland indtræder i tredje runde, efter at vicemestrene vandt pokalturneringen.

Efter tredje kvalifikationsrunde spilles den såkaldte playoffrunde, og det er vinderne i playoffrunden, der kvalificerer sig til Europa Leagues gruppespil.



FC København skal spille kvalifikation til Champions League-gruppespillet. De danske mestre træder ind i anden runde, og FCKs modstander findes onsdag.



/ritzau/

17. JUL 2019 • 19:12 FOR ABONNENTER

Leder: Tænk jer om, inden I trækker politikerne ned i sølet

17. JUL 2019 • 18:08 FOR ABONNENTER

Politiker om konflikten i Snogebæk: Monopol er sjældent godt

17. JUL 2019 • 17:20

Nexøs byfest får dansetelt

17. JUL 2019 • 16:37 FOR ABONNENTER

Aldrig har der været så mange turister

17. JUL 2019 • 15:30 FOR ABONNENTER

Kommunen opgiver nye boliger nord for Rønne

Mest læste