21. MAR 2019 • 12:23SPORT

Badmintonklub er chokeret over Joachim Persson-sag

Joachim Persson, der har fået 18 måneders karantæne, er sportschef i Langhøj, som kalder sagen "en bombe".

Dommen på 18 måneders karantæne til den tidligere topspiller Joachim Persson for brud på matchfixing-reglerne kommer som et chok for den vestjyske badmintonklub Langhøj.

Joachim Persson er sportschef i Langhøj, der i øjeblikket deltager i oprykningsspillet til badmintonligaen.

Torsdag skal Langhøj spille mod Odense, men det bliver derfor uden Persson.



- Det er helt skørt, jeg er virkelig chokeret over, hvad der er sket. Han er helt færdig på det her hold, siger holdejer Jørgen Søvndal til Dagbladet Holstebro Struer.



35-årige Persson er af Det Internationale Badmintonforbund, BWF, dømt for at forsømme at indberette, at han i to tilfælde er blevet kontaktet af personer, der ønskede at fixe kampe.

Persson hævder, at han har afslået henvendelserne, og der er heller ikke fundet beviser for, at der er fundet matchfixing sted.

Holdejer i Langhøj, Jørgen Søvndal, er alligevel rystet.



- Han har stået til kampene i vores hold t-shirt, og for mig er det ligesom en uniform, hvor man skal repræsentere sit hold på bedste vis. Det har han bestemt ikke gjort.

- Det er en kæmpe bombe for mig det her, siger Jørgen Søvndal.

/ritzau/

Mest læste