19. NOV 2018 • 23:57SPORT

Hollandsk comeback forstærker tysk fodboldhovedpine

Landstræner Joachim Löw og hans spillere kalder 2-2-resultat mod Holland for bittert i et miserabelt 2018.

Tysklands fodboldlandshold har haft et elendigt 2018, og året blev mandag afrundet med endnu en nedtur.



Hjemme i Gelsenkirchen styrede landstræner Joachim Löws mandskab ellers mod en lille oprejsning på året mod Holland, men opgøret endte 2-2 efter to hollandske scoringer i de sidste fem minutter.

Dermed sluttede tyskerne uden en eneste sejr i Nations League og nedrykning til B-gruppen.

- Jeg er skuffet over resultatet. Når man ser over hele kampen, så var der mere positivt end negativt, men til sidst blev vi straffet. Det er naturligvis bittert, siger Löw til tv-stationen ARD.



- Sådan har det været nogle gange i løbet af året. Det er nogle gange den pris, man betaler. Vi stiller med et relativt ungt hold, siger landstræneren.

Ved sommerens VM i Rusland stillede Tyskland op som regerende verdensmester, men holdet måtte sensationelt forlade turneringen efter holdets tre gruppekampe.

Det irriterer da også flere af de tyske spillere, at de ikke formåede at slutte 2018 af med en sejr over Holland.

- En 2-0-føring må man ikke give væk med fem minutter tilbage, siger angriberen Timo Werner, der bragte de tyske værter foran med 1-0 i kampens indledning.



- Det er skidt. Indtil 1-2 havde vi styr på det. Det er bittert, at det ender 2-2, siger han.

- Vi fik ikke lagt låg på. Holdet ville ellers have haft godt af et succesfuldt resultat, tilføjer midtbanespilleren Toni Kroos.

Allerede før kampen mod hollænderne var det afgjort, at Tyskland måtte forlade det øverste lag i Nations League.

Det ene point var dog særdeles vigtigt for Holland, der sikrede sig adgang til turneringens finalestævne som gruppevinder foran Frankrig. I juni 2019 skal Holland, Portugal, England og Schweiz kæmpe om titlen.



/ritzau/dpa

Mest læste