21. SEP 2018 • 22:26SPORT

Esbjerg-træner er ubekymret over nederlag efter god sæsonstart

Nederlaget til Vejle bekymrer slet ikke Esbjerg-træner John Lammers, som fokuserer på god sæsonstart.

Man fik næsten det indtryk, at 0-1-nederlaget ude til Vejle i Superligaen fredag aften var helt ligegyldigt.



Her tabte Superligaens mest formstærke hold over de seneste fem kampe, Esbjerg, og trods nederlaget var Esbjerg-træner John Lammers da heller ikke bekymret overhovedet.



- Vi har et hold, som ved, hvad der er brug for. Vi har stor succes, fordi vi arbejder utroligt hårdt. Det gjorde vi ikke i første halvleg, men efter målet kom chancerne med hårdt arbejde, siger John Lammers.

Hollænderen er heller ikke i tvivl om, hvad der gør esbjergenserne så gode. Det handler ifølge træneren slet ikke om, at Esbjerg-spillerne individuelt er blandt de bedste i ligaen.



- Vi spiller ud fra en solid organisation. Vi er et godt hold. Individuelt er der mange andre hold, som er bedre, men vi er et utroligt godt hold. Derfor er jeg ikke bekymret, siger Lammers.



Esbjerg ligger trods nederlaget fortsat nummer fem i Superligaen med et godt stykke ned til de kedelige pladser.

Jacob Lungi Sørensen er en af profilerne på Esbjerg-holdet, og han er ikke overrasket over, at holdet har fået så god en start på tilværelsen i den bedste række efter oprykningen.



- Jeg er ikke overrasket. Jeg er glad. Vi har et godt hold, som træner godt, siger Jacob Lungi Sørensen.

Selv om nederlaget ikke bekymrer i Esbjerg, så er midtbanespilleren ikke i tvivl om, at holdet skal komme ud med en anden attitude mod AGF, hvis Esbjerg skal tilbage på sporet og vinde.

- Vi skal ud og vise et andet udtryk fra første minut mod AGF. Vi skal bringe en anden energi og give mere i duellerne, siger Jacob Lungi Sørensen.

Inden kampen mod AGF i næste spillerunde venter en pokalkamp mod Jammerbugt fra 2. division.

/ritzau/

Mest læste