20. SEP 2018 • 17:50SPORT

OVERBLIK: Dopingskandalen i Rusland

Torsdag blev suspenderingen af Ruslands antidopingagentur ophævet. Se forløb over Ruslands dopingproblemer.

Siden den tyske TV-station ARD anklagede Rusland for systematisk doping i december 2014, er skandalen kun vokset.

Torsdag var der dog tegn på, at det er begyndt at gå den rigtige vej, da Det Internationale Antidopingagentur (Wada) valgte at ophæve den næsten tre år lange udelukkelse af Ruslands Antidopingagentur, Rusada.

Her præsenteres en tidslinje over hele den russiske dopingskandale.

* 2014:

3. december 2014:

I en dokumentar på den tyske tv-station ARD anklages russisk sport for gennemgribende korruption og for systematisk at dække over positive dopingprøver. Anklagerne bygger på hemmelige optagelser og vidneudsagn.

16. december 2014:

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) nedsætter en kommission på tre mand, der skal undersøge anklagerne. Kommissionen ledes af den tidligere Wada-chef Dick Pound.

* 2015:

16. september 2015:

Wada udsender varsling om, at hjertemedicinen meldonium per 1. januar kommer på listen over forbudte stoffer på grund af stoffets præstationsfremmende effekt og et bemærkelsesværdigt massivt forbrug af stoffet særligt blandt østeuropæiske udøvere.

4. november 2015:

Den tidligere præsident i Det Internationale Atletikforbund (IAAF) Lamine Diack anklages for at have dækket over positive dopingprøver under sin præsidentperiode og for at have modtaget penge for dette.

9. november 2015:

Wada offentliggør sin rapport om doping i russisk atletik. Konklusionen lyder på systematisk og statsstøttet doping.

13. november 2015:

IAAF suspenderer Det Russiske Atletikforbund (Araf) fra al konkurrence med øjeblikkelig virkning, og så længe landet ikke lever op til de internationale antidopingregler. Så længe Araf er suspenderet, kan landets atletikudøvere ikke deltage i internationale konkurrencer.

17. november 2015:

Anti Doping Danmark (ADD) støtter udelukkelsen fuldt og helt. - Med Wadas uafhængige kommissions rapport har der vist sig et organiseret dopingregime i russisk atletik, der efter alt at dømme rækker højt op i det russiske politiske system, siger ADD-direktør Michael Ask Hansen.

* 22. december 2015:

BBC har fået fat i en mail fra IAAFs vicegeneralsekretær, Nick Davies, som viser, at forbundet ville skjule viden om dopede russiske atleter.

* 2016:

1. januar 2016:

Meldonium-forbuddet effektueres. Alle målinger af meldonium-indtag vil efter denne dato tælle som dopingforseelser.

15. februar 2016:

Den tidligere administrerende direktør i Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) Nikita Kamayev bliver fundet død. En uge senere kommer det frem, at han ville skrive en bog og i den afsløre sandheden om russisk doping.

7. marts 2016:

Tennisstjernen Maria Sharapova fortæller, at hun under Australian Open i januar blev testet positiv for meldonium, men i øvrigt havde brugt stoffet gennem ti år.

8. marts 2016:

To stjerner i hurtigløb på skøjter - Semion Elistratov og Pavel Kulizjnikov - afsløres også for brug af meldonium.

11. marts 2016:

En særlig taskforce under IAAF vurderer, at Rusland fortsat mangler et "betydeligt" stykke vej, før russisk atletik på tilfredsstillende vis lever op til de internationale krav og dermed kan komme med til OL.

17. marts 2016:

Den russiske svømmestjerne Yulia Efimova udelukkes på grund af en positiv meldonium-test.

21. marts 2016:

Fire russiske atletikudøvere testes positive for meldonium.

22. marts 2016:

Mindst ti russiske brydere er taget for doping.

23 marts 2016:

Avisen The Times hævder, at Rusland også har anvendt systematisk doping i svømning.

12. maj 2016:

Grigory Rodchenkov, den tidligere chef for Ruslands antidoping-laboratorium, går i eksil i USA. Han afslører, at der foregik systematisk doping i Rusland, som inkluderede mindst 15 russiske medaljevindere ved vinter-OL i Sotji i 2014. Den systematiske doping foregik i tæt samarbejde med Ruslands sportsministerium og landets efterretningstjeneste.

15. maj 2016:

Vitaly Mutko, Ruslands sportsminister, som tre dage tidligere kaldte Rodchenkovs anklager for absurde, siger nu, at han er både flov og ked af dopingskandalen.

21. maj 2016:

Svømmeren Yulia Efimova får ophævet sin midlertidige karantæne for brug af et forbudt stof.

22. maj 2016:

Selv om Yulia Efimova har fået ophævet sin midlertidige suspendering, vil Den Internationale Svømmeunion, Fina, stadig køre en sag mod svømmeren. Det er uvist, om hun efter sagens afgørelse kan stille op ved OL.

8. juni 2016:

Et fjerde ARD-program hævder, at russiske myndigheder har dækket over trænere, som har været involveret i systematisk doping af atleter i Rusland. Sportsminister Mutko skulle angiveligt være involveret i at skjule snyderiet.

8. juni 2016:

Maria Sharapova idømmes en karantæne på to år for brug af doping, meddeler Det Internationale Tennisforbund, ITF. Karantænen gælder fra 26. januar 2016. CAS nedsætter senere karantænen til 15 måneder.



15. juni 2016:

Wada offentliggør en rapport, som belaster Rusland yderligere. Rapporten beskriver i detaljer, hvordan det ikke har været muligt at gennemføre 736 dopingprøver af russiske atleter af forskellige årsager.

17. juni 2016:

Bestyrelsen i IAAF mødes i østrigske Wien og beslutter, at Ruslands Atletikforbund fortsat skal være udelukket fra al international atletik, hvilket medfører, at de russiske atletikudøvere står til at gå glip af OL. Det er stadig et åbent spørgsmål, om bevisligt rene atletikudøvere kan få dispensation af IAAF til at stille op ved OL - eventuelt under et neutralt flag eller OL-flaget.

21. juni 2016:

På et møde i Lausanne beslutter IOC, at såfremt IAAF giver OL-dispensation, så bevisligt rene russiske atletikudøvere skal stille op under det russiske flag. Samtidig meddeler IOC, at grundet mistilliden til både Ruslands og Kenyas antidopingarbejde, skal samtlige atleter fra de to nationer individuelt godkendes af deres respektive nationale forbund for at komme til OL.

1. juli:

Den russiske 800-meter-løber Yuliya Stepanova, der har fungeret som whistleblower under den russiske dopingskandale, kan måske stille op til OL i Rio. IAAF giver hende grønt lys, men sagen skal vendes i IOCs etiske udvalg.

4. juli 2016:

Den Internationale Sportsdomstol, CAS, oplyser, at man har modtaget en appel fra 68 russiske atletikudøvere samt Ruslands Olympiske Komité omkring OL-udelukkelsen af russisk atletik. CAS oplyser, at den senest 21. juli vil komme med en afgørelse i sagen.

10. juli 2016:

Med undtagelse af længdespringeren Darja Klisjina har IAAF ifølge Ruslands Olympiske Komité givet afslag til samtlige russiske atletikudøvere, der individuelt har ansøgt om at stille op i internationale konkurrencer under neutralt flag. Det er tidligere kommet frem, at IAAF har modtaget 136 ansøgninger. Klishina kan derfor stille op under neutralt flag i internationale konkurrencer. Det er dog endnu uvist, om IOC vil godkende hende til OL.

12. juli 2016:

Svømmeren Yulia Efimova får grønt lys til at deltage ved OL, da Det Internationale Svømmeforbund (Fina) dropper dopinganklagerne imod hende, selv om hun i februar blev testet positiv for brug af det forbudte stof meldonium.

18. juli 2016:

Professor Richard McLaren præsenterer sin uafhængige rapport, der tegner et billede af et omfattende dopingprogram og retter hårde anklager mod Ruslands politiske top. Wada kræver efterfølgende Rusland udelukket fra al international idræt, indtil en kulturændring er blevet gennemført. Danmarks Idrætsforbund vil have Rusland udelukket fra OL i Rio de Janeiro.

21. juli 2016:

Den Internationale Sportsdomstol, CAS, afviser appellen fra 68 russiske atletikudøvere. Deres udelukkelse står dermed ved magt.

24. juli 2016:

IOC oplyser, at det er op til hvert enkelt specialforbund - i lighed med atletikforbundet IAAF - at vurdere, om Rusland kan deltage ved OL. Det vil sige, at hver enkelt sportsgren skal beslutte, om russiske idrætsudøvere kan komme med til Rio. Idrætsudøvere, der tidligere er dømt for brug af doping, får ikke lov til at deltage, oplyser IOC. Det gælder blandt andre svømmeren Yulia Efimova, der er en af danske Rikke Møller Pedersens hårdeste konkurrenter i brystsvømning. Efimova får senere alligevel lov til at stille op ved OL, og hun vinder to sølvmedaljer.

9. december 2016:

Anden del af McLaren-rapporten bliver offentliggjort. Mere end 1000 russiske atleter i mere end 30 idrætsgrene har været involveret i dopingsnyd mellem 2011 og 2015, lyder det i anden del af rapporten fra Wada.

* 2017



14. september 2017:

17 nationale antidopingorganisationer i National Anti-Doping Organization (Nado), herunder Anti Doping Danmark, opfordrer IOC til at udelukke Rusland fra vinter-OL i Pyeongchang.



- Nados ledere opfordrer IOC til at udelukke Ruslands Olympiske Komité fra at deltage i vinter-OL 2018 for bevidst snyd ved vinterlegene i Sotji (2014, red.) og for fortsat ikke at leve op til forpligtelserne i forhold til en ren sport, lyder det blandt andet.

1. november 2017:

IOC udelukker de russiske langrendsløbere Aleksandr Legkov og Evgeniy Belov fra OL på livstid, da de er blevet afsløret i brug af doping under legene i Sotji.



Senere bliver andre russiske atleter i vinterdisciplinerne også frataget deres OL-medaljer for brug af doping. Der gælder blandt andre bobslædekøreren Alexander Zubkov.

5. december 2017:

IOC meddeler, at Ruslands Olympiske Komité (NOC) bliver udelukket fra at deltage ved vinter-OL i Pyeongchang.

Nogle russiske atleter kan dog få lov til - hvis de opfylder en række krav - at stille op ved vinter-OL under det olympiske flag.

Disse atleter må ikke tidligere have været dømt for dopingbrug, og de skal gennemgå omfattende dopingkontrol for at blive godkendt til at stille op.

De kan deltage som "olympiske atleter fra Rusland", meddeler IOC.

IOC uddeler livstidskarantæner til den tidligere russiske sportsminister Vitaly Mutko og hans daværende vicesportsminister, Yuri Nagornykh.

IOC har samtidig valgt at suspendere præsidenten for Den Russiske Olympiske Komité, Alexander Zhukov, som IOC-medlem.

* 2018



25. januar 2018:

Ruslands Olympiske Komité meddeler, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har givet tilladelse til, at 169 russiske atleter kan stille op ved vinter-OL i Pyeongchang under neutralt flag.



Det sker, efter at IOC 19. januar oplyste, at antallet af mulige, russiske deltagere var reduceret fra 500 atleter til 389 atleter. Her blev det oplyst, at antallet kunne falde yderligere.



23. februar 2018:

For anden gang under vinter-OL i Pyeongchang bliver en russisk udøver taget for doping, da bobslædekøreren Nadezjda Sergejeva afleverer en prøve med spor efter stoffet trimetazidin. Tidligere under OL blev curlingspilleren Alexander Krushelnitsky taget for doping, og han måtte efterfølgende aflevere en bronzemedalje.

25. februar 2018:

I kølvandet på de to positive dopingprøver beslutter IOC at fastholde den officielle udelukkelse af Rusland forud for afslutningsceremonien ved vinterlegene i Sydkorea. Russerne må derfor ikke vifte med russiske flag under ceremonien, som de ellers havde håbet på og argumenteret for.

20. september 2018:

Det Internationale Antidopingagentur, Wada, ophæver suspenderingen af Ruslands antidopingagentur, Rusada. Ni ud af 12 bestyrelsesmedlemmer i Wada stemmer for ophævelsen. I dagene op til afstemningen har 13 landes antidopingledere ellers opfordret Wadas bestyrelse til at fastholde suspensionen.



Kilder: TT, The Telegraph, BJSM, Wada, Reuters, dpa og AFP.



/ritzau/

18. OKT 2018 • 17:17 FOR ABONNENTER

Løbere satte deres præg på en sen aften

Mest læste