21. APR 2017 • 07:49SPORT

LeBron James stråler i rekordstort slutspilscomeback

Indiana Pacers førte med 25 point ved pausen, men så tog LeBron James fat for Cleveland Cavaliers.

Basketballspilleren LeBron James beviste natten til fredag dansk tid nok en gang, hvorfor han er den største stjerne i NBA.

Hans hold, mestrene fra Cleveland Cavaliers, var nede med 25 point ved pausen i udekampen mod Indiana Pacers, men en pragtpræstation af James endte med at give Cleveland sejren på 119-114.

Dermed blev gæsterne det første hold i NBA-historien til at vinde en slutspilskamp, hvor man var bagud med 25 point ved pausen.

Den tidligere rekord lød på 21 point og blev sat af daværende Baltimore Bullets helt tilbage i 1948.



LeBron James præsterede intet mindre end 41 point, 13 rebounds og 12 assister og førte i den grad an i det store comeback.

Med sejren er de forsvarende mestre nu foran 3-0 i kampe mod Indiana i serien, som spilles bedst af syv kampe. Indiana skal altså vinde de resterende fire, hvis holdet skal videre i slutspillet.

Hjemmeholdet satte ellers sæsonrekord for klubben med hele 74 point inden pausen, hvor Cleveland kun sænkede 49 point.

Alligevel rakte det ikke til sejr for Indiana, da LeBron James folede sit enorme potentiale ud i anden halvleg.

Den fjerde kamp mellem de to hold spilles søndag og foregår igen i Indiana, inden en eventuel kamp fem vil blive spillet i Cleveland.



/ritzau/

Mest læste