18. AUG 2018 • 06:01ERHVERV/POLITIK

OVERBLIK: Regeringens tilbud om paradigmeskift

Et lækket aftaleudkast viste i januar, at VLAK var klar til markante stramninger af udlændingepolitikken.

Regeringen var klar til at give Dansk Folkeparti en række indrømmelser på udlændingeområdet i december. Det viste et lækket aftaleudkast, som Jyllands-Posten omtalte i januar.

Stramningerne kan nu måske blive gennemført som del af efterårets forhandlinger om finansloven. Her åbner statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at genoptage forhandlingerne.



Ifølge aftaleudkastet indeholder "paradigmeskiftet" blandt andet:

- Hjemrejseprogram:

* Regeringen var parat til at erstatte det flerårige integrationsprogram for gruppen af flygtninge med et hjemrejseprogram.

* Det ville blandt andet omfatte "kurser rettet mod etablering af virksomhed i hjemlandet".

* Flygtningebørn skulle have undervisning på deres modersmål i stedet for på dansk. Bonus for at lære dansk skulle bortfalde, og danskkundskab skulle ikke tillægges vægt, når tilknytning til Danmark skulle vurderes.

* Flygtninge skulle skrive under på hjemrejseerklæringer og hjemrejsekontrakter ved ankomst.

- IGU:

* Regeringen var også klar til at skrotte integrationsgrunduddannelsen (IGU) for krigsflygtninge efter 2019. IGUen er ellers et af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) prestigeprojekter.

- Procesrisiko:

* I tre tilfælde var regeringen klar til at gå så langt, at Danmark ville risikere en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det gælder blandt andet indførelsen af en femårsregel.

* Den ville betyde, at flygtningebørns tilknytning til Danmark ikke skulle tillægges vægt i de første fem år, når myndighederne skal vurdere, om flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus skal have forlænget eller inddraget opholdstilladelsen.

- Betaling:

* Flygtninge skulle ifølge aftaleudkastet tilbydes betaling for ikke at benytte sig af retten til familiesammenføring. Regeringen var klar til at betale flygtninge 1000 kroner om måneden per familiemedlem, der bliver i hjemlandet. Tilbuddet omfattede højest to familiemedlemmer.

* Højere bonus, hvis flygtninge frivilligt rejser tilbage til deres hjemlande.

* Retten til permanent bolig skulle fjernes.

Kilde: Jyllands-Posten.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste