Christiansø Skole fik penge til våddragter
Privat foto

11. JAN 2019 • 05:46 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

Christiansø Skole fik penge til våddragter

Mere end 7,8 millioner kroner donerede Trygfondens regionale råd i Region Hovedstaden kort før jul til mere tryghed.

Og 20.000 af dem blev sendt til Christiansø Skole, hvor de skal gå til våddragter til eleverne, fortæller skoleleder Charlotte Buch.

– Vi skal opgradere våddragterne, som vi bruger i vores svømmeundervisning, siger hun.

Skolen, som for tiden rummer 15 elever i alderen fra syv og til 14 år, har svømmeundervisning i Østersøen for alle skolens elever i idrætstimerne fra den 1. juni og til efterårsferien.

– Vi har tidligere fået penge fra Trygfonden til at købe våddragter, og denne gang søgte vi så om penge til at købe nye og større dragter, fordi børnene jo vokser. Vi har også ønsket, at pengene kan bruges til at købe sko og handsker, for så håber vi, at eleverne kan opholde sig endnu længere tid i vandet. Når vi kommer sidst på sæsonen, kan sådan nogle små tynde børn ikke holde så lang tid. Der vil det hjælpe, hvis de også får sko og handsker på.

Når det kan lade sig gøre, foregår svømmeundervisningen fra badebroen på Frederiksø.

– Men hvis ikke vejret tillader det, når der for eksempel er nordenvind med så stærk strøm dernede, at vi ikke kan hoppe i vandet der, er vi jo så heldige, at øen er rund. Så vi kan som regel finde et sted, hvor vi kan gå i vandet direkte fra klipperne. Vi har nogle favoritsteder som eksempelvis Kildendal, hvor vi så kan flytte undervisningen hen.

Bruger I våddragter hele sæsonen?

– Nej, det afhænger selvfølgelig af temperaturen. Som oftest bruger vi dem frem til sommerferien, og så kan vandet efter sommerferien ha’ en temperatur, hvor man godt kan hoppe i uden. Men er det lidt koldt i luften, kan det stadig godt være en fordel med våddragter.

Venter med at købe

Går våddragterne i arv børnene imellem?

– De tilhører skolen. Så hvert år, når vi starter den 1. juni, får eleverne hver en våddragt, som passer dem. Der er numre i dragterne, og de får dem med hjem, hvor forældrene selv passer det med at vaske dem efter svømmeundervisningen. Når så efterårsferien er slut, bliver de vasket, og vi får dem tilbage på skolen, og så hænger de på bøjlerne, indtil de igen skal tages i brug til juni, siger skolelederen.

Har I været ude at købe nye dragter?

– Nej, ikke endnu, vi fik først at vide kort før jul, at vi fik de 20.000 kroner, vi havde ansøgt om. Og vi venter med at købe, til vi kommer tættere på sæsonen, for det der med skostørrelser kan jo flytte sig ret hurtigt for børn. Vi vil gerne undgå at købe alt for mange forkerte størrelser, for sådan et sæt ordentlige sko koster hurtigt omkring 500 kroner.

Og hvor meget koster en våddragt?

– De koster lige omkring 1.000 kroner stykket, siger Charlotte Buch.


SENESTE NYHEDER

25. JUN 2019 • 18:17 FOR ABONNENTER
Selvtilliden har fået et kæmpeboost
25. JUN 2019 • 17:27
100.000 kr. cyklet ind
25. JUN 2019 • 16:52
Tøjslange på 286 meter
25. JUN 2019 • 16:19
Nu takker direktøren af
25. JUN 2019 • 16:10 FOR ABONNENTER
Stagerne passede ikke længere ind
25. JUN 2019 • 14:14 FOR ABONNENTER
DF’er kræver klar besked fra kommunens ledelse

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste