Markant valgnederlag til Winni og co. – men borgmesterposten var vigtigst
Foto: Jens-Erik Larsen

22. NOV 2017 • 01:44 • AF FLEMMING KOFOED

Markant valgnederlag til Winni og co. – men borgmesterposten var vigtigst

Selvom Socialdemokratiet inkasserede en tydelig vælgerøretæve, så var der alligevel bragende klapsalver og lykønskninger til Winni Grosbøll, da hun lidt over midnat kom ind til alle sine partikolleger i lokalet på Fredensborg.

Det skete efter, at hun have forhandlet en konstituering på plads med sig selv som borgmester for tredje gang.

– Tak for indsatsen. Det har f.... været sjovt, selvom vi har fået lidt dask - selv om vi har fået dask, lød det fra Winni, mens klapsalverne fortsatte med at runge fra hendes partikolleger i lokalet.

Hun var tydeligvis tilfreds med konstitueringen, selv om den har det kostet Socialdemokratiet flere formandsposter i udvalgene, og som også har fjernet flere af hendes markante partikolleger i kommunalbestyrelsen fra det nye år.

Også Socialdemokraternes gruppeformand Erik Lund Hansen var tilfreds efter flere timers intensive konstituerings-forhandlinger.

– Politisk er jeg meget tilfreds, for jeg synes, at vi har fået en god konstituering. Det er også dejligt, at det er overstået, konstaterede en synlig træt gruppeformand.

– Det er selvfølgelig ikke et så godt valgresultatet for os , men vi har fastholdt seks af de nuværende erfarne kommunalbestyrelsesmedlemmer og har fået to nye ind, hvoraf Thomas Thors jo også er meget erfaren, tilføjede Erik Lund Hansen.

Og der er ingen tvivl om, at det afgørende for de fleste socialdemokrater var, at de fik mulighed for at beholde borgmesterposten. Det var Erik Lund Hansen også inde på tidligere på aftenen, hvor avisen talte med ham.

På det tidspunkt lidt før klokken 21, hvor de første valgresultater endnu ikke var indløbet, var mange af socialdemokraterne forberedt på, at de ville miste stemmer.

Flere af dem - inklusive Erik Lund Hansen og partiformand Anette Stæhr - forventede, at bl.a. sagen om ældrepleje, øl-sagen fra idrætshallerne og spærretiden for de kommunalt ansatte kunne medføre nogle konsekvenser, men de troede alle på, at mandattallet ville ende på 10 og ikke på 9, som den seneste meningsmåling havde forudset.

Både Erik Lund Hansen og Anette Stæhr gav på det tidspunkt udtryk for, at Winni Grosbøll er blevet uretfærdigt behandlet og har fået skylden for alt, selv om mange af de andre partier også har været med til at beslutte flere af tingene. Og Erik Lund Hansen synes, at nogle af de andre partier har kørt meget skrap valgkamp med påstande, som ikke er rigtige.

Da de første valgresultater løb ind på tv-skærmen stod Socialdemokraterne til en stor tilbagegang, og stemningen begyndte at blive lidt anspændt i lokalet. Og det blev ikke bedre i løbet af aftenen, hvor end ikke valgresultatet fra Rønne kunne løfte det meget bedre op, men hvor det endte med kun otte mandater til Socialdemokratiet.

At modgangen så ikke totalt overvældede Socialdemokraterne skyldtes, at Winni Grosbøll, Anette Stæhr og Erik Lund Hansen fik forhandlet en konstituering på plads, der skirede dem borgmesterposten, men til gengæld ret få udvalg. Socialdemokraterne har f.eks. måttet aflevere Bente Helms nuværende social- og sundhedsudvalg til Kristendemokraternes Bjarne Hartung Kirkegaard, og Morten Riis fra Enhedslisten har taget Margrethe Kjellbergs børne- og skoleudvalg.

Sidstnævnte blev slet ikke valgt ind, mens Bente Helms overlevede den hårde kritik af ældreplejen.

Ud over Margrethe Kjellberg mistede socialdemokraterne også de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer Per Ole Petersen, Jesper LIndstrøm Larsen, Lykke Jensen og Steen Frandsen, mens Thomas Thors og Ole Rødvig er nyvalgte.

SENESTE NYHEDER

11. DEC 2017 • 15:20 FOR ABONNENTER
50 år gammel lydavis får tilskud til jubilæum
11. DEC 2017 • 14:00NAVNE
Dødsfald
11. DEC 2017 • 13:04 FOR ABONNENTER
Dengang julen var et ædegilde

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste