– Hvis folk skal holde en konfirmation, kan de komme og fortælle, hvad de skal have at spise. Så foreslår vi nogle vine, de kan smage på, og så finder vi noget til deres smag og pris, tilføjer Jon Christian Vejbæk.
Deres baggrund er en mangeårig interesse for vin og spiritus, ikke mindst rom. Ikke kun at drikke det, men også at læse om det og nørde det, som de selv udtrykker det.
At de kan åbne en ny butik midt i en tid, hvor de fleste andre butikker skal holde lukket, skyldes, at vin og spiritus er defineret som dagligvarer. Derefter er det kun et spørgsmål om at efterleve gældende retningslinjer. At de tør, hænger sammen med opbakningen fra hinanden, familie og venner samt lysten til, at der sker noget.
– Der må også godt være nogle gode historier. Nu er der nogle, der tør. Det er ikke så slemt det hele. Der er mange, der lider under det her, men vi mener, at der også gerne må komme en positiv nyhed, siger Jon Christian Vejbæk.
For dem personligt har det også været rart at have noget andet at gå op i og tale om.