Ministerium afviser at lade centerbutikker åbne

Ministerium afviser at lade centerbutikker åbne
Der var ingen hjælp at hente i Erhvervsministeriet for de tre butikker i Snellemark Centret, som fortsat skal holde lukket. Det fortæller Dansk Folkeparti erhvervsordfører Hans Kristian Skibby. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 4. MAR 2021 • 12:42
Henrik Nielsen
Journalist

4. MAR 2021 • 12:42

HANDEL

De stadig tvangslukkede butikker i Snellemark Centret i Rønne må efter alt at dømme kigge langt efter en genåbning. Sådan ser det ud efter et svar, som Erhvervsministeriet har sendt til Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby.

Det var en henvendelse fra den lokale partifælle, gruppeformand Linda Kofoed Persson, der fik Hans Kristian Skibby til at interessere sig for det faktum, at mens det lokale erhvervsliv generelt fik lov til at genåbne, så er der tre butikker i Snellemark Centret, der stadig skal holde lukket.

På den baggrund skrev Hans Kristian Skibby til Erhvervsministeriet og bad om en undersøgelse af sagen. Samtidig udtrykte han håb om, at de tre sidste lukkede butikker på Bornholm kunne få tilladelse til at åbne, da de betragter sig som en arkade og ikke et storcenter.

Storskalaforsøg med åbning

Men nej. I svaret skriver ministeriet:

"Erhvervsministeriet henviser til den nye forsamlingsbekendtgørelse, hvor det fremgår, at udvalgsvarebutikker under 5.000 kvadratmeter må holde åbent. Dette gælder ikke udvalgsvarebutikker i indkøbscentre, arkader og basarer, medmindre der er direkte adgang til butikken fra gaden. Hvis der er direkte adgang fra gaden, skal der være lukket til den øvrige del af det storcenter eller lignende, butikken er placeret i".

Ministeriet tilføjer, at der gælder de samme regler for indkøbscentre, arkader og basarer, at de ikke må genåbne deres udvalgsbutikker, medmindre ovenstående undtagelser er gældende. Derfor gør det ingen forskel at betragte 1. sal i Snellemark Centret som en arkade.

Hans Kristian Skibby beskriver svaret som en meget kort og kontant afvisning.

– Desværre er der ikke meget åbning hos regeringen. Jeg synes, det er brandærgerligt og i klar modstrid med den tale, som regeringen ellers har excelleret i om et storskalaforsøg med åbning af hele Bornholm, selv servicefag som frisører. Det giver jo ingen mening, at hele Bornholm er åbnet, men lige de her tre detailhandelsbutikker skal forblive tvangslukket. Så surt med den tilbagemelding, fortæller Hans Kristian Skibby.

De tre er butikker er Snoir, Loppeteket og Vero Moda. Café Twist It holder også lukket, men det gælder alle cafeer.