– Jeg er jo efterhånden blevet 65 år, og jeg har ikke den energi, som jeg tidligere har haft. Karina har også nok at se til, så man kan sige, at vi har fået andre interesser, ler Kim Sørensen.
Kim Sørensen og Karina Korsgaard da de i 2015 overtog campingpladsen. Foto: Berit Hvassum
Campingpladsen satte parret til salg for et par år siden, og køberen er Henrik Olsen, som i en årrække har arbejdet på Jesperhus Feriepark på øen Mors i Limfjorden.
– Det var også noget af det, der tiltalte os, da han kom på banen. Vi var selvfølgelig interesserede i, at der kom en, der kunne udvikle campingpladsen, så vi fik en snak med ham, hørte om hans erfaring og kunne hurtigt fornemme, at her var en, der var noget kød på, for nu at sige det sådan. Og derfor syntes vi, det var interessant, siger Kim Sørensen.
Man kunne måske tro, at det passede jer fint, hvis I fandt en, der kørte det skævt og lukkede ned, for så fik I flere kunder til jeres egne campingpladser?