Arbejdsfordeling medvirkede til et godt 2020 for vvs-firma

Arbejdsfordeling medvirkede til et godt 2020 for vvs-firma
Jacob Svendsen glæder sig over, Flemming Svendsen VVS Aps kom godt ud af af coronaåret 2020. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 4. APR 2021 • 07:36
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
4. APR 2021 • 07:36

ERHVERV

Da statsminister Mette Frederiksen i marts 2020 lukkede Danmark ned, var Flemming Svendsen VVS ApS i Rønne hurtige til at indføre arbejdsfordeling. Ejer og direktør Jacob Svendsen mener, at det i høj grad har medvirket til det gode resultat, som virksomheden fik sidste år, selv om der var tilbagegang i omsætningen.

Flemming Svendsen VVS ApS kommer ud af 2020 med et overskud på 1.602.676 kroner før skat mod et overskud på 770.398 kroner året forinden.

Arbejdsfordelingen, som blev indført i samarbejde med tillidsmand og jobcenter, indebar, at de 16 medarbejdere i serviceafdelingen blev delt i to hold. Otte mand var på arbejde, otte mand gik hjemme på dagpenge. Sådan var det på skift en uge ad gangen i to en halv måned. På den måde benyttede firmaet sig af en mulighed, der er inden for byggeriet.

– Vi kiggede på lønkompensationspakken, men for at få del i den skulle minimum 30 procent af medarbejderne sendes hjem. Det svarede til 14 af vores 40 medarbejdere. Men det var ikke der, vi var. Så skulle vi sende flere hjem, end behovet var, og det ville være tosset. Det ville betyde en stor nedgang i omsætningen, fordi vi skulle sende en masse folk hjem, og samtidig ville vi stadig skulle betale en del af lønnen til de hjemsendte, siger Jacob Svendsen.

Fuld knald på

Jacob Svendsen kalder arbejdsfordelingen god og fleksibel, og på den måde beholdt man medarbejderne. Nedgangen på de private kunder viste sig at være kortvarig, og snart blev der igen brug for alle mand.

– Der er fuld knald på, og det er der mig bekendt over det hele i byggebranchen. Vi regner med, at 2021 bliver et godt år. Beskæftigelsen er høj, og der er masser af projekter. Det kan gå og blive svært at få håndværkere ud, og desværre også at få materialer, siger Jacob Svendsen, der er formand for SMV Bornholm (Små og mellemstore virksomheder).

På lidt længere sigt kan fremtiden dog være lidt uvis, mener Jacob Svendsen og henviser til, at der er varslet store prisstigninger både på metal og inden for tømmerbranchen og på transport.

Vvs-firmaet har med det seneste års resultat en egenkapital på godt seks millioner kroner.

 


1986

Flemming Svendsen VVS har navnet efter virksomhedens stifter Flemming Svendsen, der startede i det små hjemme i stifterens kælder i Sigurdsgade i 1986. Tre år efter rykkede firmaet til lokaler i Lille Tværstræde.

Flemming Svendsens søn Jacob Svendsen startede i virksomheden 2004, og generationsskiftet var gennemført i 2010.

Firmaet flyttede i 2018 fra Rønnes midtby til Almindingsvej 10 for ar få mere plads.