Både færgeselskab og administration glæder sig over, at der nu er indgået en aftale om færgetrafikken til Christiansø.
Det skal fortsat være Christiansøfarten, der skal stå for den samfundsbegrundede færgetrafik mellem Bornholm og Christiansø.
Det står klart efter at Forsvarsministeriet og Christiansøfarten har indgået en aftale om sejladsen i perioden 2026 til 2036.
– Vi er meget glade for at have indgået en ny kontrakt på sejladsen til Christiansø. Tilskuddet fra forsvarsministeriet gør, at vi kan sejle hele året med såvel passagerer som gods, siger medejer af Christiansøfarten, Simon Damkilde Christensen, i en pressemeddelelse.
Også på Christiansø glæder man sig over aftalen.
– Sejladsaftalen er jo livsnerven til Christiansø. Det betyder, at vi kan få sejlet madvarer og fornødenheder til Christiansø, og at det også er muligt at besøge øen, så det er bestemt en aftale, vi er glade for, siger chef for Christiansø Administration Søren Thiim Andersen, der karakteriserer det hidtidige samarbejde med Christiansøfarten som 'upåklageligt'.
– Vi fortsætter de gode takter med at være med til at undersøtte udviklingen af det levende samfund her på Christiansø. Det er Christiansøfarten rigtig gode til, så det glæder vi os til for de kommende år.