Så sent som i lørdags blev det danskejede skib, Monjasa Reformer, angrebet af pirater i Guineabugten og er onsdag fortsat meldt savnet. Og selvom Express 5 ikke sejler forbi farvandet vest for Afrika, skal hurtigfærgen forbi områder, særligt ud for Afrikas Horn, der tidligere har været hærget af pirater. Det er derfor også naturligt, at man tager sine forholdsregler på sådan en tur, omend man ikke ønsker at gå alt for meget i detaljer, forklarer pr- og kommunikationschef hos Bornholmslinjen, Jesper Maack.
– Jeg tror umiddelbart ikke, piraterne læser Bornholms Tidende, men det er ikke noget, vi har lyst til at fortælle så meget om. Selvfølgelig er sikkerheden til stede på nogle kritiske punkter på vores tur hjem, for vi sejler jo på et skib af meget høj værdi, og vi har en besætning ombord med endnu højere værdi, siger kommunikationschefen og fortsætter:
– Når vi sejler færger hjem, er der jo alle mulige planer. Vi har sejlet Express 3 og 4 hjem ad nogenlunde samme rute, så vi har noget erfaring, og sikkerhedsaspektet er altid en del af planlægningen. Det betyder også, at vi har eksterne firmaer, der hjælper os undervejs. Der er naturligvis tænkt over de ting.