Sidste år blev en kaptajn på Express 5 dømt til at betale dagbøder, efter hurtigfærgen på hans vagt kolliderede med kajen og en pram i Ystad. Han appellerede sagen, og nu har Hovrätten afgjort den.
I 2023 kolliderede Express 5 med kajen og en pram i Ystad. Nu har endnu en domstol placeret ansvaret.
Kollisionen skete 27. maj, og næsten præcis to år efter slog Malmö tingsrätt fast, at hurtigfærgens kaptajn ikke havde udvist godt sømandskab, og han blev derfor dømt for uagtsomhed i søtrafikken.
"Du sejlede for hurtigt og begik en alvorlig brist i det sømandskab, der kan forventes af en kaptajn, og det bliver du dømt for", lød det fra retten i maj 2025, hvor kaptajnen blev dømt til at betale 40 dagbøder af 600 svenske kroner.
Knap en måned senere fortalte Bornholmslinjens pr- og kommunikationschef, Jesper Maack, at det var blevet besluttet, at kaptajnen ville anke sin dom.
Nu har sagen været oppe i Hovrätten, som nogenlunde svarer til Landsretten her i Danmark.
Det var under et anløb i Ystad, at Express 5 kolliderede med kajen og en pram. Arkivfoto: William Sonne Kaalø
Staten betaler tolken
I den oprindelige dom lagde Malmö tingsrätt vægt på, at for høj hastighed var årsag til kollisionen, som skete, da færge skulle lægge til i Ystad.
Hastighedsbegrænsningen i den indre del af havnen i Ystad er fem knob, og kaptajnen har erkendt, at han muligvis sejlede med en fart på op til 10 knob. Han fortalte også, at han under indsejlingen blev distraheret af noget. Det førte til, at han ikke fik ændret kurs i tide, og så var kollisionen pludselig uundgåelig.
Express 5 ramte både kajen og en pram, og ifølge den oprindelige dom havde situationen potentielt været livsfarlig, hvis der havde været mennesker på den påsejlede pram.
Ved at anke dommen til Hovrätten håbede kaptajnen at blive frikendt, men retten stadfæstede dommen, fortæller Ystads Allehanda.
Ifølge appelretten var høj fart og manglende opmærksomhed årsag til ulykken. Kaptajnen skal derfor betale 40 dagbøder på i alt 24.000 svenske kroner. Han skal derudover betale 57.051 svenske kroner i godtgørelse til den svenske stat. Det beløb lød oprindeligt på 66.175 kroner, men Hovrätten mener, at staten skal dække udgifterne til tolkebistand.
Ifølge Ystads Allehanda var kaptajnen uopmærksom, fordi overstyrmanden havde påtalt en fejl med en skærm, som mandskabet bruger til at manøvrere.
Ganske uenig
Da kaptajnen ankede dommen i juni 2025, fortalte Jesper Maack, at rederiet ikke havde nogen kommentarer, indtil den sag ruller.
Efter Hovrättens stadfæstelse af dommen, har Tidende modtaget følende kommentar fra Jesper Maack på rederiets vegne:
– Dommen blev jo anket, fordi vi var ganske uenige i den. Og det er vi stadig - men tager den til efterretning.