SUNDHED / Onsdag 25. juni 2025 • 14:42

To grupper får glæde af ekstra penge til hospitalet

To grupper får glæde af ekstra penge til hospitalet
Bornholms Hospital får 800.000 kroner ekstra til at nedbringe ventelister. Foto: Henrik Nielsen
Journalist

Det lokale hospital modtager 800.000 kroner til to patientgrupper.

I sidste uge afsatte regionsrådet i Region Hovedstaden 20 millioner kroner til at nedbringe hospitalernes ventelister. Tirsdag fordelte regionens sundhedsudvalget pengene, og Bornholms Hospital har fået opfyldt sine ønsker. Det fortæller udvalgsformand Christoffer Buster Reinhardt (K).

– Det er rigtig dejligt, at vi har penge til at kunne afvikle ventelister. At vi har en god økonomi. Hospitalerne er kommet med nogle ønsker, og så har vi imødekommet de to ønsker fra Bornholm, siger han til Tidende.

Det lokale hospital havde anmodet om 100.000 kroner til 14 ekstra forundersøgelser og ambulatoriebesøg inden for urologien, der er læren om sygdomme i urinvejene og mandens kønsorganer, og 700.000 kroner til 37 patienter, som venter på nyt og tidssvarende udstyr til hjerteovervågning. Det fremgår, at det nuværende udstyr er forældet og øger ventetiden unødigt.

Hvis der ikke er nogen gengangere på de to ventelister, er der altså 51 patienter, som får glæde af de penge Region Hovedstaden sender til Bornholms Hospital.

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital havde bedt om 200.000 kroner til at hjælpe 50 patienter fra Bornholm, hvor der er lange ventetider inden for neurologi, der er det medicinske speciale, som beskæftiger sig med hjernen og nervesystemets sygdomme. Det ønske var der ikke penge til at opfylde.

I alt havde hospitalerne indsendt ønsker for 61,6 millioner kroner.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT