Regionsrådsmedlemmer skærper tonen i forhold til lægemanglen

Regionsrådsmedlemmer skærper tonen i forhold til lægemanglen
Der kan være grumme langt til lægen, hvis man bor i Rønne. Arkivfoto
NYHED | ABONNENT | 15. JAN 2023 • 05:30
NYHED | ABONNENT
15. JAN 2023 • 05:30

Leila Lindén (S) og Carsten Scheibye (V) presser på for at få en redegørelse for, hvad Region Hovedstaden gør for at skaffe læger til ikke mindst Rønne.

Det bornholmske medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden Leila Lindén (S) presser sammen med sin kollega venstremanden Carsten Scheibye (V) på for at få løst manglen på praktiserende læger i ikke mindst Rønne.

De to har således i fællesskab sendt et såkaldt "politikerspørgsmål" (se boks herunder) til direktionen i Region Hovedstaden, hvor de blandt andet stiller spørgsmålet:

"Hvad gøres der konkret fra Region Hovedstadens side for at løse denne uholdbare situation omkring praktiserende læger på Bornholm?".

Mailen med det og andre spørgsmål afsendte de to den 13. december, og den 4. januar modtog de en besked om, at de først skal forvente et endeligt svar i slutningen af januar.

– Men vi får rigtig mange henvendelser fra mennesker, som har problemer med at kunne konsultere deres læge, forklarer Leila Lindén over for Tidende.

– Det er lige fra mennesker, som ikke har en bil, eller folk som ikke længere kører bil og til patienter med små syge børn, som ikke bare lige kan tage bussen fra for eksempel Rønne til Allinge for at komme til lægen. De giver udtryk for, at det er for galt, at de skal køre til Allinge, og jeg har for eksempel senest været i kontrakt med nogle mennesker, som kommer fra et andet land, og som har et sygt barn. De har ikke bil, går på arbejde begge to og har et par børn – og kan ikke bare lige tage til Allinge med deres syge barn. Busserne går jo heller ikke ligefrem hvert femte minut her på øen.

Problemerne er opstået, da Rikke Hjorth Westh, som har Allinge Lægehus, lagde billet ind på et af to ledige såkaldte ydernumre, altså ledige lægekapaciteter – hvilket hun fik.

– Dermed tvangsflyttede man 1.600 patienter fra Rønne og til Allinge. Men man burde have slået ydernumrene op med binding til Rønne, siger Leila Lindén.

– For det er der, lægemanglen er. Nu har vi igen haft to ydernumre slået op, og denne gang var det netop med binding til Rønne, og hvis der var læger ude på øen, der havde søgt, skulle vedkommende have lavet en satellit i Rønne, der var åbent alle hverdage. Men ingen søgte, og det er faktisk sådan i dag, at flytter man til Bornholm, så har man valget mellem en læge i Allinge eller en i Nexø – uanset, hvor på øen man bosætter sig.

Forpligtet

Hvad pokker kan man gøre for at få nogle flere læger i Rønne?

– Vi fik jo Praksisklinikken på Bornholms Hospital, som regionen så driver, og den synes jeg fungerer godt, og patienterne er også glade for den, siger Leila Lindén.

– Men der er en lovgivning fra Folketinget, som betyder, at man ikke må drive sådan en klinik uendeligt, så den er en nødløsning, når der mangler praktiserende læger. Først fik vi lov at drive den i fire år, så fik vi dispensation i yderligere to år, og da vi søgte igen fra regionens side, fik vi afslag. Men der er også en passus, der siger, at regionen er forpligtet til at sørge for, at folk har en læge, så derfor driver vi den videre – jeg er lige ved at sige på tålt ophold. Men regionen har simpelthen ikke lov til permanent at drive en praksisklinik.

Så igen: Hvad skal man gøre for, at få nogle læger til at byde ind på de ledige ydernumre, når de bliver slået op?

– Jamen, regionen har virkelig forsøgt at gøre deres hoser grønne. Jeg ved, at de har forsøgt at kontakte alle mulige, har lavet videospots om, hvor vidunderligt det er at være læge på Bornholm og også har forsøgt at få Lægeforeningen til at hjælpe sig, så de har lagt sig i selen og gjort et stort stykke arbejde, men ingen har lagt billet ind på de ydernumre.

Hvad kan man gøre?

– Jeg mener, og det vil jo nærmest være nødværge, at man burde lægge et af ydernumrene på Praksisklinikken, så den kan tage dobbelt så mange patienter som de har i dag, siger Leila Lindén.

– Og jeg har en fornemmelse af, at der er derfor, det tager så lang tid at få svar på vores spørgsmål – at regionen skal i kontakt med Sundhedsministeriet for at høre, om det vil være fuldstændig ulovmedholdeligt at gøre sådan.

 

Politikerspørgsmål

De to bornholmske medlemmer af regionsrådet Leila Lindén (S) og Carsten Scheibye (V) har stillet nedenstående såkaldte "politikerspørgsmål", som kan opfattes som en parallel til, når man i Folketinget eksempelvis kalder ministre i samråd, hvor de skal forklare en sag nærmere. Et politikerspørgsmål i regionsrådsregi bliver i dette tilfælde stillet til direktionen i Region Hovedstaden – til Regionsgården og det politiske sekretariat –  hvor de ansvarlige for det specifikke område skal forholde sig til henvendelsen og redegøre for, hvad der er op og ned i en given sag.Leila Lindén (S) og Carsten Scheibye (V) skriver i deres politikerspørgsmål, som de i fællesskab sendte den 13. december sidste år, følgende:

"Vi har jo desværre måttet konstatere, at ingen læger – ej heller denne gang – har budt ind på at besætte de to ledige ydernumre som praktiserende læger på Bornholm (bundet til Rønne).

Vi ved, at regionens medarbejdere har gjort en meget stor indsats for at få læger til at søge på de to ydernumre, og det vil vi gerne sige stor tak for.

I dag er det kun muligt at få en praktiserende læge i Allinge eller Nexø, uanset hvor på øen man er bosat eller agter at bosætte sig.

Samtidig ønsker mange Rønneborgere – der tidligere ufrivilligt og uønsket blev flyttet til lægepraksis i Allinge – sig tilbage til Praksisklinikken i Rønne. Alternativt til en lægepraksis i Rønne.

Vi har fået mange henvendelser fra ulykkelige mennesker, der ikke har bil, ikke er i stand til at køre bil, ikke magter at tage bussen og dermed ikke kan transportere sig selv eller deres syge småbørn til læge i Allinge.

Vi vil derfor gerne have oplyst:

Hvad gøres der konkret fra Region Hovedstadens side for at løse denne uholdbare situation omkring praktiserende læger på Bornholm?

Er det muligt at åbne et ledigt ydernummer i den eksisterende praksisklinik i Rønne?

Hvis ja, hvornår vil dette kunne ske?

Hvis nej – hvorfor ikke, og hvad vil og kan regionen foretage sig for at ændre dette nej til et ja?

Venlig hilsen

Carsten Scheibye (V) og Leila Lindén (A)".