Bornholmsk sejr på 2-1 over Nørrebro United sendte Viking/RIK til tops i Københavnsserien.
Hvor fodboldpigerne fra Viking/RIK i foråret måtte kæmpe for eksistensen i Viking/RIK, går det langt bedre i efterårsturneringen.
Med en sejr på 2-1 i lørdagens topopgør mod Nørrebro United kunne Rønne-mandskabet fejre førstepladsen, mens de ventede på resultatet af den sene søndagskamp mellem seriefavoritterne fra Hvidovre og Fix.
– En rigtig arbejdssejr, men lad os sige det med det samme - en køn kamp var det ikke, lød det efter kampen på hjemmebanen i Rønne fra træner Nicklas Pedersen.
Det blev en kamp med to vidt forskellige halvlege for Viking/RIK's vedkommende. Bornholmerne var bedst før pausen, mens Nørrebro United pressede på i 2. halvleg.
– I 1. halvleg var vi meget på bolden og forsøgte at skabe spillet, men banen gjorde det svært at spille poleret fodbold. Men vi laver to hurtige omstillinger og scorer på dem begge ved Matilde Larsen og Tulle Pihl Jensen. Vi er efterhånden blevet gode til de omstillinger, fortæller Nicklas Pedersen.
– I 2. halvleg kommer vi til at give Nørrebro alt for meget plads, og de havde nogle hurtige spillere, som voldte os problemer. Vi kommer til at bakke alt for meget, og midt i halvlegen får de reduceret til 2-1. Vores forsvar spiller dog en brav kamp, og kampen fløjtes af med resultatet 2-1, slutter Viking/RIK-træneren.
I den kommende weekend har Viking/RIK en fridag, så nu har de 14 dage til at bygge endnu mere på spillet før de sidste fire kampe mod Heimdal, FIX, Føroyar og Fremad Valby 2.