Viking forstærker sit trænerteam i fodbold

Viking forstærker sit trænerteam i fodbold
John Ottesen, Henrik Jacobsen og Bjarke Bendtsen skal tage sig af Vikings førstehold i den kommende sæson sammen med Søren Foilkmann. Foto: Jacob Jepsen
FODBOLD | RØNNE | 14. JUL 2021 • 20:16
Kjeld Lundbæk
Journalist
FODBOLD | RØNNE
14. JUL 2021 • 20:16

Viking Fodbold forstærker sit trænerteam, selv om Rønne-klubbens førstehold i værste fald risikerer at skulle tilbringe det næste år i Serie 1, fordi man efter forårets mesterskab i Bornholmsserien sagde nej til at rykke op i Københavnsserien.

Viking har appelleret DBU Bornholms afgørelse og håber til det sidste, at den bliver omstødt, så klubben kan fortsætte i Bornholmsserien.

- Skulle det ikke ske, så er vi også klar til at tage fat i Serie 1. Men for at holde på de unge spillere, som ellers kunne finde på at skifte til andre klubber, er vi nødt til at have et stærkt trænerteam - og det får vi med dette set-up, siger bestyrelsesmedlem Carsten Folkmann.

Som ny cheftræner har Viking ansat den tidligere RIK- og Hasle-træner Henrik Jacobsen. Han assisteres af John Ottesen og Søren Folkmann, der har sagt nej til at fortsætte som cheftrænere, fordi de begge har perioder med meget aftenarbejde. Ny holdleder bliver Bjarke Bendtsen, der afløser Jan Nielsen. 

Jess Nilsson og Kenn Steinlein står fortsat i spidsen for andetholdet, mens Anders Nilsson og Allan Kofod tager sig af tredjeholdet. Begge disse hold spiller også i Serie 1.