Sportsgren hitter under corona – gæstetræning med danmarksmester

Sportsgren hitter under corona – gæstetræning med danmarksmester
Arkivfoto: Henning Sigvardsen
| 6. APR 2021 • 10:59
Henrik Nielsen
Journalist

6. APR 2021 • 10:59

DISCGOLF

Under corona har sportsgrenen discgolf oplevet fornyet interesse mange steder i verden. Her på øen har Nature Park i Rø Plantage planer om at etablere en ny, stor og udfordrende 18 hullers-bane, og torsdag får man besøg af Danmarks fremmeste udøver af disciplinen, der også er kendt som frisbeegolf.

I en pressemeddelelse fortæller Jeppe Svendsen fra Nature Park, at danmarksmester Martin Spliid kigger forbi og tilbyder gæstetræning til alle, som har lyst til at være med.

Nature Parks ambition er at skabe en af Danmarks bedste baner og på længere sigt et regulært discgolf-center, der kan tiltrække turister året rundt. Lige så vigtigt er det at få skabt et lokalt discgolf-miljø, og der er allerede stiftet en klub.

– Vi vil derfor gerne række ud til de lokale, og give dem en unik mulighed for at få et kendskab til sporten ved at møde danmarksmesteren til en gratis træning og introduktion, fortæller Jeppe Svendsen.