I denne uge vender FC Nordsjællands talentakademi tilbage til Bornholm.
Rønne Idræts Klub (RIK) er stolte over at kunne byde velkommen til et af Danmarks mest anerkendte talentakademier, når FC Nordsjællands talentakademi endnu en gang vender tilbage til Bornholm som en del af klubbens forberedelser til den kommende sæson.
De lander allerede onsdag i denne uge til et besøg, der efterhånden er blevet en fast tradition, og som giver den bornholmske fodboldverden en unik mulighed for at komme helt tæt på morgendagens profiler.
FC Nordsjællands akademi har gennem de seneste år udviklet en lang række spillere til Superligaen, de største europæiske ligaer og det danske landshold.
Blandt de mest kendte navne er Lukas Høgsberg, Conrad Harder og Patrick Dorgu, alle har taget markante skridt videre i deres karriere og har tidligere deltaget på ture til Bornholm. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra RIK.
For Rønne-klubben er det det samtidig en stor anerkendelse endnu en gang at blive valgt som samarbejdspartner.
– Vi er både stolte og taknemmelige over, at FC Nordsjælland igen har valgt Bornholm. Samarbejdet giver vores egne spillere og hele den bornholmske fodbold et unikt indblik i, hvordan en af landets bedste talentklubber arbejder. Det er en enorm inspiration for både spillere, trænere og frivillige, lyder det.
Åben invitation
FC Nordsjælland og RIK inviterer alle fodboldinteresserede på Bornholm til at kigge forbi træningspassene, som finder sted både onsdag, torsdag og fredag.
Torsdag står FC Nordsjællands trænere for en times træning med RIK's ungdomsspillere.
Her får de lokale RIK-talenter mulighed for at opleve den træningskultur og de metoder, som har gjort FC Nordsjælland til en af Europas mest respekterede talentudviklings klubber.
Lørdag klokken 9.30 spilles den traditionsrige træningskamp mellem FC Nordsjællands U15-hold og RIK's U17-hold.
Kampen har gennem årene udviklet sig til et af ugens højdepunkter og giver publikum mulighed for at opleve nogle af Danmarks mest lovende unge spillere i aktion.
Der er gratis entré, og alle er hjerteligt velkomne.
Herefter får klubbens medlemmer mulighed for at træne sammen med akademispillerne, få autografer og tage billeder efter træningen – en oplevelse, der kan inspirere den næste generation af bornholmske fodboldspillere.