Arthur Viggo Grønbech Andersen vendte hjem sidste år og har siden spillet på Viking Rønne Håndbolds herrehold i Danmarksserien. Holdet har haft det svært og ligger under nedrykningsstregen, men målmandstalentet har nydt at spille for barndomsklubben.
– For mig har det været sjovt. Jeg har savnet meget det sociale, og det har der været masser af. Men håndboldmæssigt har det været meget op og ned. Jeg tror ikke, vi har spillet to kampe med de samme 12. Det har været nye spillere hele tiden, fortæller han.
Lørdag spillede Viking mod Team Nørrebro, som ligger på fjerdepladsen i Danmarksserien. Viking havde revanche til gode, for det første opgør endte med en 28-14-sejr til københavnerne. Denne gang havde Viking hjemmebanefordel, og det udnyttede bornholmerne til fulde. Blandt andet takket være 10 mål af Kristian Jeppsen, som er kommet tilbage efter et udlandsophold på Færøerne, vandt Viking 26-14 efter en pauseføring på 13-8.
– Vores første kamp på Nørrebro var vores første i sæsonen, så det var et meget nyt hold, som vi kom med. Og så var det også et lidt svagere Nørrebro-hold i dag. Og nu har vi været så tæt på de sidste mange kampe at få point, og så kommer det bare ud i dag alt vores gode spil. Det var en rigtig god præstation rundtom på hele banen, mener Arthur Viggo Grønbech Andersen.