Bornholmerhesten Impressive K har fået sin egen sponsor. På billedet ses Jens Christian Viborg fra Rema 1000 i Rønne sammen med formanden for ejerkredsen i Bornholms.nu's læserklub, Bjarne Hansen. Foto: Matilde Leed
Kun to af de fire bornholmske heste kom i pengene i frokosttravet i Malmö.
En fjerdeplads til Gunvor Silk og en femteplads til Impressive K blev de bedste placeringer, da fire bornholmske heste tirsdag kørte frokostrav på Jägersro-banen i Malmö. De to øvrige heste, Patricia Bo og Ismael F Boko, måtte med en startpræmie på 1.000 kroner nøjes med et bidrag til rejsen.
I 2. løb kom 62-oddseren Gunvor Silk/Frank Mikkelsen hurtigt til spids fra startspor syv, men søgte lige så hurtigt ned i ryg på den førende Take Me Sober/Robert Bergh, der senere sejrede foran storfavoritten Tino Barosso/Stefan Persson. Frank Mikkelsen arbejdede hårdt med Gunvor Silk, men kom ingen vegne i det indvendige spor og sluttede som nummer fire i tiden 1.14,4/2100 meter auto. Den indbragte 4.500 kroner.
Efter den lange sommerferie på Bornholm vendte Patricia Bo/John Gommans tilbage på de svenske baner, hvor Stald Guldkysten-hesten gjorde store fremskridt i vintersæsonen 20234/24. Men comeback'et skete på trætte ben. Længe lå 77-oddseren Patricia Bo i tredje par indvendigt, men med 400 meter igen var der ikke mere at køre med, og resultatet blev en meget klar sidsteplads i tiden 1.16,4..
John Gommans havde heller ikke heldet med sig i 4. løb, hvor han igen måtte nøjes med startpræmien på 1.000 kroner. De første 500 meter blev tilbagelagt i tiden 1.09,4, og ellers starthurtige Ismael F Boko måtte derfor tage til takke med en plads midt i feltet. I opløbet var der kun én hest, der ikke passerede Ismael F Boko. Tiden lød på 1.14,1.
4-årige Impressive K/Frank Mikkelsen blev for første gang testet i et præmieløb på udebane, og efter en lang rejse som sidste hest i feltet lykkedes det i opløbet at avancere til en femteplads, der blev belønnet med 3.400 kroner, i en god 16-tid.
Ny sponsor på banen
Impressive K skal som tidligere omtalt her i Tidende være Bornholmerhest i den kommende sæson på Bornholms Brand Park. Bornholms Travselskab har af mange årsager ikke ønsket at deltage i det landsdækkende Our Horse-projekt, og derfor har netavisen Bornholm-nu's læserklub valgt at stille Impressive K til rådighed og drive Bornholmerhesten-projektet i privat regi.
– Det betyder blandt andet, at vi kan spare administrationsomkostninger på omkring 6.000 kroner, forklarer Bornholm-nu-redaktør Bjarne Hansen.
I 2024 blev Impressive K solgt i 92 anparter á 1000 kroner, og af dem blev en tredjedel solgt til folk uden nogen form for tilknytning til travsporten. Det betød både flere tilskuere og mere spil på travbanen - hovedformålet med banehest-projektet.
– De kommer ikke ned i vindercirklen, når Impressive K har vundet, men de kommer gerne op i stalden, klapper hesten og tager masser af selfies, konstaterer Bjarne Hansen..
Bornholmerhesten får egen sponsor, idet Rema 1000 har meldt sig på banen med et sponsorat, "som er større end de sponsorater, de fleste fodboldklubber opererer med". Træner Frank Mikkelsen og sønnen Jonas, der kommer til at køre Impressive K, bliver også udstyret med et særligt Rema 1000-dress.
– Det er vigtigt, for udover at Bornholm med Bornholmerhesten bliver nævnt flere gange i de direkte tv-udsendelser på travkanalerne i Danmark, Norge og Sverige, når sponsoren hver uge også ud til en million mennesker, især i Sverige, understreger Bjarne Hansen.