– Det var ret imponerende resultater af begge par og team, da det var første gang, de stillede op sammen. Så ingen tvivl om, at der er noget at bygge på, da det efterfølgende besluttet at fortsætte disse konstellationer i kommende stævner, fortæller Lis Borring, træner i Bornholms Taekwondoklub.
Ny stævneform
Alberte og Ronja stillede også op individuelt – og disse grupper var særligt udfordrede, da de skulle gå ”battle”. Det er en forholdsvis ny stævneform - ikke særlig retfærdig, men meget ”seværdig” for publikum.
Der bliver trukket lod om, hvordan man starter to og to på banen samtidig mod hinanden. Der er ingen forhåndslodtrækning med hensyn til, hvilke poomsaer man skal præstere. Det får man først at vide, når man kommer ind på banen. Kun vinderen går videre, så er man uheldig at trække en stærk modstander i første runde, er det slut.
Ronja, der som en af de yngste i en gruppe med 19 deltagere var oppe imod sortbælter 12-14 år, var heldig med lodtrækningen og vandt de to første kampe. Dermed var hun klar til semifinalen, hvor hun tabte til den bedste på det svenske landshold. Men en overraskende bronzemedalje til en meget stolt Ronja, der godt kunne li' battle-formen.