Dommermangel: Træners svigersøn måtte dømme Vikings kamp

Dommermangel: Træners svigersøn måtte dømme Vikings kamp
Selv om Jonas Larsen Trust ikke kan se det hele som dommer - og slet ikke, når han må dømme alene - så gætter han aldrig, når han skal dømme en kendelse. – Jeg dømmer det, jeg ser. Det kan godt være, at der er et overtrådt, men hvis jeg ikke kan se det, så dømmer jeg det ikke. Det med at gætte er en dårlig sti at gå ned ad, siger han. Tryk på pilene for at se flere billeder. Fotos: Jesper Gynther
KAMPREAKTION | RØNNE | ABONNENT | 6. NOV 2021 • 19:41
Jesper Gynther
Journalist
KAMPREAKTION | RØNNE | ABONNENT
6. NOV 2021 • 19:41

Jonas Larsen Trust dømte Viking Rønne Håndbolds hjemmekamp i Serie 1 tidligere i dag. Det var en udfordring, dels fordi han måtte dømme kampen alene, men også fordi træneren for Viking er hans svigerfar. Dommeren føler dog, at han godt kunne være objektiv på trods af de familiære forbindelser.


Igen i denne weekend var der kun én dommer til at dømme Viking Rønne Håndbolds herrehold i Serie 1, hvor der normalt plejer at være to. Rønneboerne skulle møde CBS Sport, og denne gang var det Jonas Larsen Trust, der måtte tage dommertjansen alene, og det var ikke altid nemt, fortæller han efter kampen, som endte med en sejr til Viking på 22-20 efter et tæt opgør.

– Man kan umuligt set det hele. Det kan man ikke i forvejen, når man er to, men det gør det bare endnu mere svært, når man er alene, siger Jonas Larsen Trust, som også havde en anden udfordring i kampen - nemlig at det er hans svigerfar, Lars Trust, der er træner for hjemmeholdet.

Han mener dog, at han formåede at håndtere situationen på en objektiv måde trods de familære forbindelser.

– Jeg føler i hvert fald, at jeg var i stand til at kunne adskille det fra hinanden. Det kunne jeg sagtens, siger han.

Tonen kan til tider være hård på banen, og det kan være en af årsagerne til, at der mangler dommere, mener Jonas Larsen Trust. Foto: Jesper Gynther

Mangler dommere

At Jonas Larsen Trust måtte dømme kampen alene - og at han måtte dømme kampen, selvom hans svigerfar er træner for et af holdene - skyldes, at der er stor mangel på dommere. Det problem kender Jonas Larsen Trust særdeles godt til, for udover at være dommer er han også formand for den lokale håndbolddommerklub.

– Der er jo ingen tvivl om, at vi mangler dommere, men det er jo et generelt billede for hele landet, siger han og forklarer, at det blandt andet skyldes, at håndbold er en sport, hvor bølgerne nogle gange kan gå lidt højt.

Tonen kan godt være hård, og det er jo ikke alle, der har lyst til at være en del af det

Jonas Larsen Trust, dommer

– Tonen kan godt være hård, og det er jo ikke alle, der har lyst til at være en del af det. Nu har jeg dømt håndbold i mange år, så jeg har ligesom vænnet mig til det og kan abstrahere fra og håndtere det. Men det står jo skidt til, når man kun kan skaffe én dommer til en kamp, hvor der skal være to, siger han og fortæller, at Håndbold Region Øst uden held har sendt mails til sjællandske dommere for at høre, om de vil tage til Bornholm for at dømme kampe.

– Der er bare ikke rigtig nogen, der bider på. Jeg tror også nogle gange, at det er lidt en udfordring, fordi det er en lang tur at tage til Bornholm for at dømme en enkelt kamp. I hvert fald hvis man kun får det at vide kort tid før. Nu er jeg selv flyttet tilbage, så man kunne jo gøre en weekendtur ud af det, men det er sgu lidt opad bakke, siger Jonas Larsen Trust og oplyser, at der pt. er fem-seks aktive dommere på Bornholm, men kun omkring tre af dem er rangeret til at kunne dømme Serie 1-kampe.

Tobias Thiesen blev Vikings topscorer mod CBS Sport. Foto: Jesper Gynther

Thiesen scorer ni mål

Selve kampen mellem Viking Rønne Håndbold og CBS Sport blev en tæt affære. I 1. halvleg kom Viking bedst fra land med en 4-1-føring, men gæsterne, som består af både danske og udenlandske handelsstuderende fra Copenhagen Business School, kom stærkt tilbage og førte også med 9-7, inden Viking fik udlignet til 11-11 ved pausen.

I 2. halvleg fulgtes de to hold ad indtil 20-20, hvor der var to minutter tilbage af kampen. Her var Viking mest skarpe og med to mål afgjorde de zebrastribede opgøret, så det blev til en sejr på 22-20.

Det afgørende mål blev sat ind af unge Tobias Thiesen, som i alt formåede at score ni gange og også blev kåret som kampens spiller efter opgøret.

– Vi spiller godt i mange perioder, men vi falder ud midt i 2. halvleg. Heldigvis får vi rettet op til sidst og vinder kampen, siger han til Tidende.dk og tilføjer følgende om sin egen præstation.

– Jeg synes, jeg spiller fint angrebsspil, men har et par stykker, hvor jeg ikke får sat min mand og laver et par tekniske fejl. Men alt i alt synes jeg, jeg spiller en god kamp, siger han.

Tobias Thiesen får stor ros af sin træner for indsatsen og ikke kun, fordi han formåede at score mange mål.

– Han har jo hverken højden eller drøjden til at tage det for givet, at han kan blive kampens spiller, men han kæmper for det og tager sine tæsk og går med 120 km/t ind i alt, og det er uanset hvor ondt, det gør, siger Lars Trust.

– Der kunne jeg komme i tanke om en spiller eller to, der ville sige: Jeg skal op i morgen, så jeg trækker mig i stedet for, men det gør han ikke.

Vikings træner Lars Trust forsøgte med nye taktiske tiltag i kampen. Foto: Jesper Gynther

Satsede på ny forsvarsformation

Vikings træner afprøvede i øvrigt en ny forsvarsformation i dagens opgør, da han valgte at lade holdet spille 4-2 i stedet for 5-1. Han vil nemlig gerne spille med et mere offensivt forsvar. Den nye formation blev brugt i det første kvarter af kampen, hvorefter man gik tilbage til den velkendte formation.

– Vi prøver nye ting af, og at vi kan implementere forholdsvis store, nye ting i en kamp og stadig trække den hjem til sidst, det er jeg kæmpe stolt af, siger han.

– Måske når det kommer til at virke bedre, så kan vi komme foran allerede i 1. del af kampen, selvom vi spiller med den nye formation. Men på prøvestadiet så er det sgu godt gået, siger han.

Tobias Thiesen spillede også med i forsvaret, og han erkender, at han selv lige skal vænne sig til den nye formation.

– I mange perioder synes jeg, det fungerer fint. Men man kan godt mærke, at vi ikke er vant til det, og det er helt sikkert noget, man skal træne på, før det fungerer optimalt, siger han.

– Man kan godt mærke, at vi ikke har øvet det til træning og ikke er nok til at øve det. Så det fungerer okay, synes jeg, men vi taber også nogle dueller på det.


Kampfakta

Der blev gået til den i opgøret, hvilket satte sine spor. Her er det en af spillerne hos CBS Sport, som har fået revet sin trøje i stykker. Foto: Jesper Gynther


Resultat:

22-20

Viking Rønne Håndbold - CBS Sport

Serie 1

Målscorere for Viking Rønne Håndbold:

1: Jonas Jensen

1: Nicklas Christensen

2: Mads Frigaard

3: Markus Skov Jensen

6: Anton Rubæk Nielsen

9: Tobias Thiesen

Dommer:

Jonas Larsen Trust