KØB ABONNEMENT
SPORT / 28. SEP • 19:00

De unge ASG'ere gør det godt: Mikkel og Peter på landsholdet

De unge ASG'ere gør det godt: Mikkel og Peter på landsholdet
Mikkel Holmsberg har bidt sig fast på ungdomslandsholdene og er nu udtaget til U20-landsholdet. Privatfoto
Journalist

To talenter, fostret op i nordbornholmsk volleyball, trækker i den røde og hvide trøje til efterårets Nevza Cup. I Allinge står nye spillere klar til at løfte arven, selvom de godt kunne bruge flere.

Peter Kure, der har beskæftiget sig med volleyball på Nordbornholm i 50 år, er med rette stolt i denne tid.

To spillere, der er oplært i det, der nu hedder ASG Volley, trækker i rødt og hvidt, når de danske ungdomslandshold i næste måned deltager i den årlige Nevza Cup - en turnering med deltagelse af hold fra alle de nordiske lande.

Mikkel Holmsberg, der i dag spiller på Ikast KFUM's elitedivisionshold, er udtaget til det danske U20-hold, der i dagene 22.-26. oktober spiller Nevza Cup i Finland. På turen til de 1000 søers land skal der samtidig spilles om udtagelse til europamesterskaberne senere på sæsonen.

Peter Bay Eriksen, der er fulgt i Mikkel Holmsbergs fodspor og går på efterskole i Ikast, blev i sidste sæson udtaget til bruttotruppen til det danske U18-landshold. Nu er han kommet skridtet videre, idet han er med på et af de to danske hold, der i weekenden 12.-14. oktober spiller Nevza Cup på hjemmebanen i Ikast.

Samtidig med at de to ASG-spillere gør det godt udenøs, melder Peter Kure om godt nyt fra Tyskland, hvor den tidligere ASG-pige Simone Robinson netop har påbegyndt sin anden sæson som professionel i WildCats Stralsund i den tyske 2. liga - en turnering, der tæller hold fra hele Tyskland.

Plads til flere nye spillere

Når de bedste spillere rejser fra øen, skal nye årgange føres frem hjemme i Allinge. Klubben har netop taget hul på en ny sæson med tilgang af flere helt nye spillere.

– Men der er stadig plads til flere - både piger og drenge - på U15-, U17- og U19-holdene. De træner hver mandag kl. 18.30 og torsdag kl. 17.00, og man skal bare møde op, fortæller Peter Kure.

– I sidste uge startede vi også et helt nyt hold, nemlig volleyball for piger og drenge, som går i 5. og 6. klasse, tilføjer han.

Grand prix-stævne i Allinge

Lokkemaden kan være de populære rejser til stævner på den anden side af vandet, som ASG-holdene traditionelt foretager hen over vinteren. Årets første tur går til Slagelse, hvor U17-drengene skal deltage i Rema 1000 Cup.

For andet år i træk vil der også i år blive afviklet et stort grand prix-stævne i Bornholms Kultur- og Idrætscenter. Det finder sted søndag den 25. oktober.

– Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi Sjællands Volleyball Kreds stiller en bus til rådighed for de hold, der gerne vil en tur til Bornholm, fortæller Peter Kure.

– Selv stiller vi op med et blandet dame- og herrehold i både U17- og U19-rækken.

Peter Bay Eriksen har fået plads på U18-landsholdet, der skal spilles Neza Cup i Ikast. Privatfoto
Peter Bay Eriksen har fået plads på U18-landsholdet, der skal spilles Neza Cup i Ikast. Privatfoto

 

Simone Robinson har netop taget hul på sin anden sæson i den tyske 2.-ligaklub WildCats Stralsund. Klubfoto
Simone Robinson har netop taget hul på sin anden sæson i den tyske 2.-ligaklub WildCats Stralsund. Klubfoto


d





FÅ ABONNEMENT