I flere år har Benjamin Lillelund spillet i Jyllandsserien for Sisu, hvor han vandt stort set alle kampe, han spillede. Det har derfor hjulpet gevaldigt på hans udvikling at komme op i først 3. division og nu 2. division, hvor modstanden er markant større. Samtidig er han begyndt at træne fire-fem gange om ugen, hvor han tidligere udelukkende spillede kampe, og det har hjulpet rigtig meget på formen.
– Generelt er jeg gået sindssygt godt frem, og det er gået over alt forventning. Jeg har rykket mit niveau rigtig meget, så jeg har fået meget ud af at lægge mine timer i det. Det har været godt, at jeg er rykket op på 2. divisionsholdet, for det er derfor, at jeg gider træne så meget.
Det er dog ikke en Benjamin Lillelund i absolut topform, som stiller op til DM.
– Det går lidt svingende i øjeblikket. Nogle dage spiller jeg helt vildt godt, og andre dage kæmper jeg helt vildt med det, siger han ærligt og slår fast, at han skal ramme en af sine gode dage, hvis han skal levere noget til mesterskabet.
Hvis det ikke bliver til sportslig succes til DM, håber han på at få en ny chance til næste år. Han vil nemlig fortsætte med at bruge så mange timer på at træne og spille kampe i 2. division, som han gør nu.