128.000 følgere og aftale med Gillette: Cort er folkeeje

128.000 følgere og aftale med Gillette: Cort er folkeeje
– Det er blevet lidt kult på en måde, siger Magnus Cort om sit efterhånden karakteristiske overskæg. Foto: Ritzau Scanpix
SPORT | Fredag 30. juni 2023 • 05:30
SPORT | Fredag 30. juni 2023 • 05:30

Årets Tour de France står for døren, og for femte gang er det med bornholmske Magnus Cort på startstregen. Men en del er sket siden sidste år, hvor tourstarten i Danmark har været med til at accelerere opmærksomheden om mere end bare cykelrytteren Magnus Cort. Tidende har taget en snak med bornholmeren om storke, letlæsningsbøger og ikke mindst overskægget.

– Det kan godt være, at jeg stadig ikke har begreb om, hvor stort det egentlig var i Danmark.

Sådan indleder Magnus Cort sit svar på, hvordan det seneste år har været efter Tour de France-starten i Danmark sidste år. Et Tour de France, hvor den bornholmske cykelrytter blev den helt store ”darling” under de tre dage i Danmark med bjergtrøje og udbrud i ensom majestæt, og senere blev det hele kronet med en sejr på 10. etape af verdens største cykelløb.

– Det var en vild oplevelse for mig med både stor succes i Danmark og selvfølgelig min etapesejr. Det er bestemt ikke glemt, fortæller Magnus Cort.

Overskægget er blevet kult

Tidende har fanget Magnus Cort på telefonen fra sit hjem i Andorra få dage, inden turen går til Bilbao i Spanien, hvor årets Tour de France begynder lørdag.

Og der er ikke nogen tvivl om, at der er et andet fokus på den karismatiske cykelrytter end for blot et år siden. For selvom Cort havde leveret mange store og flotte præstationer inden 2022-udgaven af Tour de France, så var det her, at han for alvor trådte ind på den brede folkelige scene i Danmark, så det nu langt fra kun er bornholmere og cykelfans, der ved, hvem Magnus Cort er.

– Jeg tror altid, touren, uanset om den starter i Danmark eller ej, giver et løft i forhold til opmærksomheden. Men jeg kan da godt mærke, at jeg er blevet lidt mere kendt, hvis man kan sige det sådan. Jeg tror antallet af instagram-følgere blev tredoblet under touren sidste år. Fra 40.000 til cirka 120.000.

I skrivende stund har rønneboen over 128.000 følgere, og de bliver blandt mange andre ting forkælet med videoer, hvor Magnus Cort plejer sit yderst veltrimmede og ikke mindst velholdte overskæg, som efterhånden er blevet synonym med bornholmeren. Så meget at han har indgået et partnerskab med Gillette, som man vist godt kan kalde Rolls-Roycen indenfor barbermaskiner.

– Det er blevet lidt kult på en måde. Det var ikke noget, jeg tænkte over i starten, men nu er der meget sjovt, og det tager jeg gerne med.

Kan du overhovedet huske, hvordan du ser ud uden overskægget?

– Ja, det tror jeg godt, jeg kan. Jeg sad faktisk i går og kiggede på nogle billeder, fordi jeg skal til frisøren i morgen, og min kæreste var lidt utilfreds med, at jeg gerne vil klippes meget kort. Så der sad vi og scrollede gennem billeder af mig med både kort og længere hår, og der var også nogle billeder fra dengang, jeg kørte for Astana, hvor jeg havde flere forskellige typer skæg.

Storkeunge, letlæsningsbog og museumsudstilling

Men selvom tallene fra Instagram taler sit tydelige sprog, og han for nylig var på forsiden af magasinet Euroman, så mærker Cort ikke personligt så meget til den øgede opmærksomhed, når han sidder i Andorra, eller hvor han nu befinder sig i verden og kører cykelløb.

– Det er selvfølgelig lidt specielt, når der er den opmærksomhed i Danmark, mens jeg ikke er der, så jeg følger det lidt på afstand og lægger egentlig ikke så meget mærke til det. Udover når Euroman for eksempel kommer ned og besøger mig, og andre gerne vil snakke med mig. Men min hverdag har jo ikke rigtig ændret sig,

Hvordan er det så, når du er hjemme i Danmark?

– Så meget kan jeg ikke mærke forskel. På Bornholm kendte mange nok til mig i forvejen, og det er nok heller ikke nogen overraskelse for folk, når jeg er på besøg. Men jeg kan fornemme, at jeg bliver bemærket mere andre steder, hvor man lige drejer hovedet og tænker: ”Hvad laver du her?”

At det ikke kun er på Bornholm, Magnus Cort er en stjerne, blev understreget, da der i den sønderjyske by Smedager sidste år blev opkaldt en stork efter bornholmeren. To storkeunger var blevet født, og efter en afstemning blev den ene opkaldt Cort og den anden Vingegaard – selvfølgelig efter sidste års danske Tour-vinder Jonas Vingegaard.

– Det var da sjovt med storken, hvor en blev opkaldt efter mig. Jeg var så heldig at få den, der var gps-tracker på, så den er lidt nemmere at følge, siger Magnus Cort med et grin og henviser til, at hans forældre har fulgt i hælene på storken, Cort, hvilket naturligvis også er dokumenteret på instagram under den meget passende og rammende titel, ”Stork”.

Og hvis det ikke var nok at lægge navn til en stork, så blev cykelrytteren også for nylig vidende om, at der er udgivet en letlæsningsbog, der kort fortalt handler om Magnus Cort og hans sejre.

– Den letlæsningsbog kom som en overraskelse. Det var en i familien, der gjorde mig opmærksom på det, men det er da rigtig skægt, siger Cort, før han igen bryder ud i latter.

Seneste nye skud på den lidt mere kuriøse Cort-stamme er, at Bornholms Museum netop har åbnet udstillingen ”Jeg er så glad for min cykel fra benknuser til ConCort”, hvor der blandt andet er mulighed for at se Magnus Corts carboncykel fra sidste års Tour de France.

– Det er ikke ligefrem, fordi jeg havde gået og tænkt, om de ikke snart spurgte efter mig på museet, haha. Jeg synes, det er virkelig skægt, og det var fedt, at det nemt kunne lade sig gøre. Jeg havde heldigvis fået cyklen i gave efter etapesejren sidste år, og den stod allerede på Bornholm, så det var nemt at finde ud af noget der, siger rønneboen og fortsætter:

– Jeg har jo ikke selv kunnet se udstillingen, men det passer rigtig godt ind i tiden med den store cykelinteresse, der er lige nu. Både på grund af det jeg har opnået, men Danmark er jo i det hele taget inde i en fuldstændig vanvittig god periode med gode cykelryttere.

 


 

Undgik negativ spiral

På den sportslige side har sæsonen i år også været god for Magnus Cort, selvom den egentlig startede på den værst tænkelige måde.

En knæskade satte ham nemlig ud af spillet i januar, og bornholmeren var derfor nødt til at udsætte sæsonstarten. Og det kan være en svær tid, når man faktisk helst bare vil ud på cyklen, erkender Magnus Cort.

– For eksempel at svømme, som jeg brugte en del tid på, eller nogle af de andre ting, man laver for at komme sig ovenpå en skade, kan godt være lidt svært, fordi jeg vil jo hellere sidde ude på vejen og bruge timerne der.

Det kan være nemt at blive fanget i en dårlig spiral, og så kan der nogle gange være langt tilbage, fortæller han, men heldigvis fik han god støtte fra sit hold EF Education EasyPost, og da Cort først var tilbage på cyklen og i stand til at konkurrere gik det bedre end forventet.

– Jeg var godt kørende hurtigere, end jeg selv havde regnet med, og lige pludselig var det slet ikke så dårligt, og så glemmer man det ret hurtigt igen.

Det resulterede blandt andet i to etapesejre i etapeløbet Volta ao Algarve, og bornholmeren formåede også at bære den gule førertrøje i det store løb Paris-Nice.

– Så det blev egentlig en rigtig god blok, som jeg helt sikkert ikke havde turde håbe på der midt i februar.

Historisk mål opnået

Sæsonens hidtil største højdepunkt kom dog en våd og kold dag i maj i Italien.

På 10. etape af Giro d’Italia lykkedes det nemlig Magnus Cort at indfri sit helt store mål om at vinde etaper i alle de tre største etapeløb, Tour de France, Vuelta a Espana og Giro d’Italia. En bedrift som han er blot den tredje dansker til at opnå.

– Det betyder meget. Det er sådan set noget, jeg har haft kig på i mange år. Sidste år var så første år, jeg kørte giroen, og der kom jeg egentlig lidt skævt ind i det, fordi det ikke var planen fra sæsonstart.

Men i år var det fra sæsonstart et erklæret mål.

– At lykkes med det var fantastisk. Det er altid fedt, når man inden har sat sig ned og tegnet nogle formkurver og så få noget ud af det i det formtoppe, man har.

Er det ekstra specielt, når det er så dedikeret et mål, man har sat sig?

– Ja, det er det helt sikkert. Det er en fed følelse. Selvom jeg har vundet etaper i de store etapeløb før, så er det ikke noget, man bare kan forvente at gøre, når man går ind til det. Så at lykkes med det er stort, uanset hvem man er.

At vinde etaper i de store etapeløb er blevet lidt af speciale for Magnus Cort, hvor han suverænt er den dansker med flest sejr samlet set. I alt ni gange har Cort stået øverst på podiet. Seks gange i Vuelta a Espana, to gange i Tour de France og nu altså også en gang i Giro d’Italia.

Hvad er det, der gør, at du er så god til netop at vinde etapesejre i de tre store etapeløb?

– Jamen, jeg tror, udover at jeg er en god cykelrytter, så har jeg en god evne til at restituere, så hen over et langt cykelløb er der måske nogle af mine konkurrenter, der mister mere, end jeg gør. Jeg føler mig også træt, men på mine gode dage kan jeg stadig køre op til mit bedste længere henne i løbet, og det kan være med til at give de sidste par procenter.

Har du også noget ekstra i forhold til dine konkurrenter, når du kan ”lugte” målstregen?

– Ja, det tror jeg. Jeg er god til at vride det sidste ud af mig selv, når jeg nærmer mig målstregen. Der er jeg i stand til at grave rigtig dybt for etapesejren.

 


 

Stadig nemt at motivere sig selv

Når man har nået så mange mål i sin karriere, som Magnus Cort efterhånden har, kunne man måske tro, at den 30-årige cykelrytter har sværere ved at sætte sig selv op.

Men det er langt sandheden, fortæller han.

– Det føler jeg egentlig stadig er nemt. Så mange cykelløb har jeg heller ikke vundet, der er jo folk, som har vundet 100 cykelløb. Det er også motivation nok i sig selv at køre på den øverste hylde i verden og kunne være med der. Det har jeg ikke svært ved at motivere mig selv til. Det er også spændende at prøve at vinde nogle nye steder, men de tre grand tours vil altid stå højt på ønskelisten, så det kommer nok til at være det, der dominerer de næste par år.

Næste mål er selvsagt verdens største cykelløb, som banker hårdt på døren, hvor Cort er med for femte gang. Og selvom ruten på papiret har nogle etaper, hvor man tænker, at der står Magnus Cort skrevet med store blokbogstaver, så er det først og fremmest i holdets tjeneste, at bornholmeren stiller på startstregen.

– Jeg tror primært, det bliver i en rolle som hjælperytter, hvor vi skal køre klassement for Richard Carapaz. Så må vi se, hvor mange chancer jeg selv får, men jeg har fået at vide, at jeg ikke skal sætte næsen op efter, at det bliver et løb, hvor jeg kan køre min egen chance.

Helt usynlig er det dog nok svært at forestille sig, at Magnus Cort går igennem Tour de France, og ellers kan man jo altid spejde efter det letgenkendelige overskæg, når bornholmeren begiver sig ud på den tre uger lange rundtur gennem Frankrig.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT