– I en tid, hvor skoler, ældreplejen, botilbud presses af gentagne besparelser, har det bornholmske initiativ medvirket til at samle kommunerne – stærkere og enstemmigt i kampen for velfærden, sagde han også.
– Selvom flere partier har bidraget til debatten, er det med stor stolthed, at folkene i Enhedslisten tænker på, at det var vores forslag, der dannede udgangspunkt for den solidariske bevægelse.
Langt fra så tilfreds var Morten Riis med den aftale med regeringen, som kommunerne fik sidste år. Selvom finansminisgteren kaldte aftalen "den bedste økonomiaftale for kommunerne i 15 år", blev gevinsten kort efter trukket ud af aftalen igen.
– Aftalen endte på den måde reelt som et nulsumsspil. Kun kommuner med store driftsoverskud eller fulde kassebeholdninger havde reelt mulighed for at løfte velfærden, sagde Morten Riis.
– Det skabte heldigvis debat hen over sommeren, så finansministeren fik lejlighed til at spille julemand tidligt på året og dele lidt ekstra midler ud i forbindelse med finansloven. Ét-årigt, naturligvis. Altså lidt som ham, der pifter folks cykler og bagefter storsindet tilbyder at lappe dem, fortsatte Morten Riis i sin årsberetning.