Et efterslæb på 165 millioner kroner gør, at kommunen nu igen søger statslig hjælp til at redde de historiske granithavne.
De bornholmske granithavne har det mildt sagt ikke godt.
Derfor vil Bornholms Regionskommune nu i foretræde for Folketingets Kulturudvalg onsdag den 25. februar. Her vil man præsentere en omfattende kortlægning og analyse af de kommunale havnes kulturhistorie og tilstand – og redegøre for behovet for en langsigtet og samlet renoveringsindsats.
Det er ikke første gang, havnenes tilstand dukker op på Christiansborg. I december 2024 var en delegation med tidligere borgmester Jacob Trøst i spidsen i foretræde. Budskabet dengang var, at granithavnene udgør en særlig del af bornholmsk kulturarv, og at der er behov for statslig medfinansiering, hvis de skal bevares.
Ifølge regionskommunens egne beregninger vil det koste omkring 165 millioner kroner over en 10-årig periode at indhente det vedligeholdelsesefterslæb, der har opbygget sig på de 10 kommunale havne.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) pegede efter besøget i 2024 på, at et finansieringsbehov i den størrelsesorden ikke kunne rummes inden for Kulturministeriets daværende økonomiske rammer.
Rapport peger på flere ting
Her lidt over et år senere er situationen uændret. Granithavnene er fortsat under pres, og kommunen har ikke midlerne til at løfte opgaven alene.
I en rapport fra juli 2025 gennemgås havnenes tilstand samt de økonomiske og organisatoriske udfordringer. Det er denne rapport – med enkelte opdateringer frem mod foretrædet – som kommunen nu vil fremlægge for Kulturudvalget.
Bornholm er én kommune med omkring 39.000 indbyggere og 10 kommunale havne fordelt langs kysten. Havnene er opført i granit og ofte sprængt direkte ind i klippekysten i 1800-tallet med senere udvidelser og reparationer. Konstruktionerne med granitmoler, kajanlæg og bassiner er robuste, men samtidig vedligeholdelsestunge sammenlignet med nyere havneanlæg.
Ifølge rapporten er den løbende vedligeholdelse gennem årene primært sket over vandlinjen. Der har i mindre grad været fokus på levetidsforlængende indsatser under vand.
Det betyder, at reparationer af kajdæk og moler i nogle tilfælde er foretaget på et fundament, hvor tilstanden ikke er fuldt opdateret. Risikoen er, at skader udvikler sig hurtigere, hvis ikke de underliggende konstruktioner også bringes i orden, lyder det.
'Uoverstigelig økonomisk udfordring'
De seneste års klimaforandringer har samtidig øget belastningen.
Stormfloden i oktober 2023 medførte omfattende skader på fem kommunale havne på den nord- og østlige del af øen. Anløbsbroer, moler og kajanlæg blev beskadiget, og der er efterfølgende søgt midler fra statslige stormflodspuljer.
Når flere havne rammes samtidigt, betyder det imidlertid også en større samlet egenbetaling for kommunen. Rapporten peger på, at det kan få betydning for tempoet i genopbygning og vedligeholdelse og øge risikoen for yderligere nedbrydning i de kommende år.
Rapporten beskriver også de strukturelle rammer. Bornholm har en aldrende befolkning og oplever fraflytning blandt yngre borgere. Det reducerer antallet af skatteydere og dermed kommunens økonomiske råderum.
– Det er derfor en stor og nærmest uoverstigelig økonomisk udfordring for én ø og én kommune at vedligeholde og genoprette 10 havne, hvor der ikke længere er havneindtægter, der står mål med havnenes løbende vedligeholdelse, beskrives det.
Granithavnene kræver ifølge rapporten en langt mere omfattende og omkostningstung vedligeholdelse end nyere havne.
Dyre projekter
Rapporten gennemgår de enkelte havne og deres historik.
I Gudhjem og Nørresand, hvor bassinerne er sprængt ind i klippen ved Sorteodde, vurderes behovet til 47 millioner kroner, mens det i Svaneke, hvor havnens tre bassiner er sprængt ind i klippeskærene og omgivet af murede kvaderstensmoler muret op på klippen, vurderes at koste 35 millioner.
I både Allinge og Nørrekås er behovet anslået til 18 millioner kroner, i Tejn 15 millioner, og i Sandvig og Hasle er det 8 millioner kroner. Bølshavn og Hammerhavn har lavere, men fortsat væsentlige behov.
Fælles for dem alle er, at mange anlæg stammer fra 1800-tallet og gennem tiden har været repareret adskillige gange – ofte efter stormskader.
Spiller stor rolle i samfundet
Selv om havnene ikke længere har den samme plads i erhvervslivet, så spiller de stadig en stor rolle for øen, lyder det.
De fungerer blandt andet som mødesteder, rekreative områder og er ramme om større begivenheder, hvilket bidrager til Bornholms synlighed og turisme.
Her nævnes Allinge Havn, hvor havneområdet hvert år er centrum for Folkemødet, der samler politikere, organisationer og borgere fra hele landet, samt Gudhjem Havn der afholder kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem, som profilerer dansk gastronomi.
Ifølge rapporten rummer havnene samtidig en militær og beredskabsmæssig betydning.
– Havnenes infrastruktur muliggør hurtig indsættelse og forsyning af militære enheder, hvilket er essentielt for opretholdelse af national sikkerhed og beredskab i Østersøregionen. Derudover bidrager de til øget overvågning og kontrol af territoriale farvande samt støtte til allierede styrker i tilfælde af internationale operationer, konstaterer rapporten.
Det er centerchef Bjarne Freund-Poulsen og forperson for kultur- og lokalsamfundsudvalget, Ann Rubæk-Nielsen (S), der rejser til Christiansborg i næste uge på vegne af regionskommunen.