Frederik Tolstrup erklærer valget for vundet. Det skete blandt andet med stemmehjælp fra Konservative, der ikke blev budt til bords i de afgørende forhandlinger. Foto: Jesper Gynther
Ændringer i valgforbundene havde givet et helt andet resultat.
Et ekstra mandat til Konservative, et ekstra mandat til Socialdemokraterne, et færre til SF, et færre til DF. Og Søren Brenøe i kommunalbestyrelsen.
Alternative valgforbund havde givet et andet resultat ved kommunalvalget den 18. november. Det viser forskellige scenarier, som lektor Flemming Juul Christiansen fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC har opgjort for Tidende med den officielle beregningsmodel, man bruger til danske valg, der kaldes den d’Hondtske fordelingsmåde.
Fire partier valgte ikke at være i valgforbund med nogen. Det var Socialdemokratiet, Moderaterne, Fælleslisten Bornholm og Bornholm 360, mens de resterende 10 giftede sig på kryds og tværs. Men kun i teknisk forstand, for hvis man går i valgforbund med andre, har man fri ret til at gøre, som man vil, når stemmerne først er optalt.
Det største valgforbund var det blå bestående af Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Danmarksdemokraterne, og den model kan René Danielsson gnide sig i hænderne over. For selvom hans parti fik over 500 færre stemmer end Socialdemokratiet, løb han med et mandat mere end sidstnævnte og fik seks mod Socialdemokraternes fem.
Hvad er et teknisk valgforbund?
Alle partier har mulighed for at gå sammen med andre i et valgforbund, uden at love nogen noget om en fælles politik. Valgforbundet betyder, at partierne deler overskydende stemmer, og hvis det udløser et ekstra mandat, bliver det fordelt efter, hvordan stemmetallene er faldet mellem partierne i valgforbundet. Det er dog ikke nødvendigvis partiet med flest overskydende stemmer, som får det ekstra mandat. Det afgøres ved beregninger baseret på den d’Hondtske fordelingsmåde, der er den metode, som man afgør danske valg med.
Morten Riis og Anne Thomas er trukket afsides på valgaftenen for at drøfte noget. Foto: Jesper Gynther
En ærgerlig Froberg Dahl
Det skyldes blandt andet, at Danmarksdemokraterne ikke kom ind, og at Konservative havde alt for mange overskydende stemmer. For selvom Dansk Folkeparti kun hentede lige godt dobbelt så mange stemmer som Konservative, løb partiet med seks mandater, mens Christian Froberg Dahl kun hentede to hjem til sit parti. At han har leveret stemmer til René Danielsson, ærgrer Froberg Dahl godt og grundigt.
– Vi skulle aldrig været gået med i det her valgforbund. Det var ikke min kop te, men det var noget, det politiske bagland var enig i, siger han.
Froberg Dahl havde et andet ønske.
– Jeg ville gerne have holdt fast i vores forbund med Kristendemokraterne, men på et tidspunkt italesætter man det blå flertal for at forpligte hinanden, og det skulle vi aldrig have gået med i, siger han.
Konservative blev det lille af de tre partier, der kom ind fra det blå valgforbund, men det havde ikke fået flere mandater, selvom det var stået udenfor.
– Der er ikke nogen matematisk mulighed for, at man kan tabe noget ved at gå i valgforbund sammenlignet med at stå alene. Det kan ikke lade sig gøre at tabe, siger Flemming Juul Christiansen.
Ingen garanti for indflydelse
Socialdemokraterne og Enhedslisten overvejede på et tidspunkt, om de skulle slå pjalterne sammen i stemmemæssig forstand, men de kunne ikke blive enige om vilkårene. Var partierne nået i mål med en løsning, havde det givet Socialdemokraterne et ekstra mandat, men det ærgrer ikke spidskandidaten Anne Thomas.
– Jeg fortryder ikke, at vi ikke fik en aftale om et valgforbund på plads, men jeg har faktisk rakt ud til alle og forsøgt at lave et stort bredt valgforbund hen over midten. Jeg undersøgte det med alle, der ikke allerede ikke var i valgforbund med de blå, siger hun.
Var partierne gået i valgforbund sammen, havde Enhedslisten leveret stemmer til Socialdemokraterne. Men det havde sådan set været fint nok ifølge spidskandidat Morten Riis, så længe partiet også var blevet garanteret politisk indflydelse til gengæld.
– Idéen om at lave et valgforbund er vores. Vi sagde det til dem, og det eneste krav, vi stillede, var, at vi også skulle konstituere os sammen, siger han.
Det løfte ville Socialdemokraterne dog ikke afgive, og så faldt det forbund på gulvet.
– Alt andet ville også være mærkeligt, for det havde betydet, at vi skulle sende vores overskydende stemmer over til en konstitueringsaftale, vi ikke selv havde været med i. Og jeg ville være meget ked af at have lavet et valgforbund med et parti, der var stukket af med vores overskydende stemmer, siger han.
Flemming Juul Christiansen er lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv og arbejder med en lang række områder om politik.
Et kludetæppe
Kirstine van Sabben og hendes moderater ville ikke i valgforbund med nogen uanset tilbuddet.
– Vi besluttede for over et år siden, at vi ikke ønskede at indgå tekniske valgforbund. Det genovervejede vi i løbet af foråret, men holdt fast i beslutningen, siger hun.
I et tænkt eksempel kunne Moderaterne muligvis være kommet ind, hvis de havde forlovet sig med et kludetæppe af de mindre partier og lister, der ikke var i valgforbund. Men det ærgrer ikke van Sabben, at hun måske kunne være blevet valgt på den konto.
Tidende har sammen med valgeksperten Flemming Juul Christiansen sammensat en række alternativer kombinationer, så det er muligt at se, hvordan valget kunne have udfoldet sig. Alle beregninger er baseret på, at stemmerne var blevet afgivet på præcis samme måde, som det skete til valget.
Så meget kostede et mandat
Det er temmelig forskelligt, hvor mange stemmer hvert enkelt parti skulle bruge for at få et mandat valgt, og det er her, valgforbundene er med til at skubbe til, hvad der er brug for.
Her er listen over, hvad hvert enkelt parti måtte skrabe sammen af stemmer pr. mandat.
Hvis Socialdemokraterne havde indgået valgforbund med Enhedslisten, var deres mandatpris faldet fra 1.005 stemmer til 838 stemmer, fordi de havde fået Enhedslistens overskydende stemmer. Forudsat at vælgerne havde stemt det samme, som de ville have gjort, hvis partierne ikke var i valgforbund med hinanden, for det er grundlaget for alle beregningerne.