Officielt: Froberg bliver Konservatives nummer 1

Officielt: Froberg bliver Konservatives nummer 1
Christian Froberg Dahl ved aftenens ekstraordinære generalforsamling i Konservative. Foto: Torben Kofod Ager
POLITIK | Tirsdag 10. december 2024 • 20:33
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Tirsdag 10. december 2024 • 20:33

Bakket op af en enig bestyrelse tog mødet med medlemmerne kun halvdelen af den tid, som Christian Froberg Dahl på forhånd havde ventet. Enkelte tilløb til kritik gik ifølge Froberg i sig selv, da både han og borgmester Jacob Trøst forklarede situationen, som de ser den.

Christian Froberg Dahl blev tirsdag aften valgt som Konservatives borgmesterkandidat ved næste års kommunalvalg.

Det skete uden modkandidater ved en ekstraordinær generalforsamling på rådhuset på Snorrebakken.

Generalforsamlingen varede fem kvarter, før den sluttede klokken 20.15. Christian Froberg Dahl blev valgt efter en smule debat, men ikke meget.

Cirka 40 medlemmer deltog i generalforsamlingen, der var lukket for pressen.

Christian Froberg Dahl fortæller, at han ved generalforsamlingen gjorde det klart, hvordan han vil arbejde, hvordan han vil sætte holdet og hvordan han ser det konservative hold arbejde sammen. Lidt forude venter at sætte den helt præcise retning ind i valgkampen.

Froberg fortæller også, at enkelte deltagere havde kritiske spørgsmål om Konservatives valg af at tage en ekstraordinær generalforsamling med det ene formål at vælge spidskandidat. Kun halvanden måned før den ordinære generalforsamling.

-- Der var nogle, der syntes, at det var blevet utilstrækkeligt forklaret på forhånd. Men da de så fik det forklaret, kunne de godt se meningen med det, siger Christian Froberg Dahl.

Konservative valgte spidskandidat hurtigt for at kunne stige på en valgkamp, som partiets bestyrelse betragter som værende i gang allerede.

Det samme gør borgmester Jacob Trøst (K), der ifølge Christian Froberg Dahl har "presset på" for hurtigt at få valgt en ny spidskandidat.

-- Jacob tog også ordet og fortalte, hvordan han ser situationen, siger Christian Froberg Dahl.

-- I forhold til valgkampen kører toget allerede nu. Vi ville være i et tomrum i halvanden måned, hvis vi ikke havde en spidskandidat til at deltage i den. Jeg har ikke kunnet deltage i den. Der er også arrangementer i forbindelse med valgkampen, som vi ikke umiddelbart kunne deltage i, siger han.

opdateret 21.45: Citater fra Christian Froberg Dahl

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT