Kommunen leder efter frivillige til folketingsvalg

NOTITS | 11. AUG 2022 • 08:03
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
11. AUG 2022 • 08:03

Borgerforeningerne har modtaget en opfordring til at indstille valgtilforordnede.

Skal man tro Radikale Venstres formand, bliver der udskrevet valg til Folketinget senest den 4. oktober. Det sagde Sofie Carsten Nielsen i begyndelsen af juni på baggrund af Minkkommissionens rapport. Under alle omstænsigheder skal der være folketingsvalg inden for de næste 10 måneder, og derfor opfordrer regionskommunen øens borgerforeninger til at indstille valgtilforordnede. Det sker i et brev til foreningerne.

"Folketingsvalget skal senest finde sted den 4. juni næste år, men statsministeren kan udskrive det når som helst – og med blot 19 dages varsel. Derfor vil kommunens valgsekretariat allerede nu gerne bede jer om at indstille valgtilforordnede, hvis det er muligt", skriver kommunen.

Som valgtilforordnet skal man som udgangspunkt kunne hjælpe til på hele valgdagen fra klokken 7 og frem til omkring midnat. Som et forsøg afprøver kommunen ved det kommende valg muligheden for, at man kan blive indstillet til at hjælpe en halv dag, da det har været efterspurgt.

Tilforordnede modtager et honorar på 880 kroner for en hel dag og har ligeledes mulighed for at få dækket udgifter til kørsel. Forventningen er, at beløbet for en halv vagt bliver det halve.