Kofod: Sverige og Finland i Nato styrker dansk sikkerhed

NOTITS | 29. JUN 2022 • 06:57
Af:
Ritzau
NOTITS
29. JUN 2022 • 06:57

Det vil få en enorm betydning for danskernes sikkerhed, at Sverige og Finland er med i Nato, siger minister.


Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er ikke i tvivl: Sverige og Finlands optagelse i Nato vil styrke både Nato og Nordens sikkerhed.

Det siger han, efter det tirsdag aften blev offentliggjort, at Tyrkiet nu støtter optagelsen af de to nordiske lande i Nato.

– Det har enorm betydning for Danmark og for danskernes sikkerhed, at vi nu samler Norden i Nato, siger Jeppe Kofod.

Han peger på, at beskeden er særligt vigtig i lyset af Ruslands invasion af Ukraine. Den uvante sikkerhedssituation øger behovet for, at ligesindede lande står sammen, mener den danske udenrigsminister.

– Man skal huske på, at både Sverige og Finland er lande med et omfattende forsvar. Og det er lande, der deler vores værdier om at overholde internationale regler. Så det styrker både vores værdier og vores sikkerhed. Det er vigtigt i den nuværende situation, siger Jeppe Kofod.

Han glæder sig samtidig over, at Danmark er blandt de første lande, der har sagt ja til Sverige og Finland.

– Det skete enstemmigt i Folketinget, hvilket jeg er rigtig glad for og stolt over. At vi som et af de allerførste lande har vedtaget at byde Sverige og Finland velkommen, siger Jeppe Kofod.

De øvrige Nato-lande skal dog også ratificere aftalen. Jeppe Kofod forventer dog, at den formelle optagelse af Sverige og Finland vil gå hurtigt, selv om han ikke tør spå om godkendelses-processen i alle 30 NATO-lande.

– Jeg ved, at mine kolleger i de andre Nato-lande også er optaget af, at det skal gå hurtigt.

– Og glæden, jeg kan mærke i Nato her til aften, gør, at jeg tror, det vil gå forholdsvis hurtigt. Men der kan være forskellige procedurer i landene, der gør, at det kan trække ud, siger Jeppe Kofod.

Han fremhæver dog, at Danmark sammen med USA, Storbritannien og en række andre lande har givet Sverige og Finland sikkerhedsgarantier i perioden frem til fuld optagelse i Nato.

– Det ved jeg, at vores nordiske naboer sætter stor pris på. At vi betragter dem som del af alliancen, selvom de mangler de endelige ratifikationer af protokollen, siger Jeppe Kofod.