Kirstines fortid rummer både mobning og vold: 'Jeg tror også, det gjorde mig stærk'

Bornholmerlistens populære frontfigur Kirstine van Sabben ved mildt sagt, hvad det vil sige at opleve modgang. Som barn blev hun mobbet, og da hun lige havde fundet sig selv som voksen, fandt hun en kæreste, der slog hende. Men en trodsig natur og støtte fra især familien hjalp hende på rette spor.

Kirstine van Sabben voksede op i to vidt forskellige verdener. Der var den lykkelige og trygge barndom derhjemme – først i Lobbæk og siden i Nylars, da forældrene tog ”den vilde beslutning at flytte to kilometer længere ind mod Rønne”, som hun siger med lune i stemmen. Men i skolen var hendes barndom et sandt helvede.

Forældrene var i sin tid rejst til øen, så faderen kunne arbejde som pottemager, før hun blev født. Dengang kendte forældrene ingen på øen, og sådan havnede de pludselig i nyt fællesskab hos Jehovas Vidner med en ny tro og nye leveregler på den nye ø, så Kirstine van Sabben og hendes tre søskende voksede op uden at holde jul eller fødselsdag. Til gengæld havde forældrene masser af tid til dem. Og hun husker sin barndom derhjemme som tryg og god.

– Min far var pottemager og havde værksted derhjemme, og min lillebror er spastiker, så de første par år af min brors liv måtte min mor også være hjemme for at passe ham, inden man fandt ud af lidt mere om hans handicap, siger hun, da vi – efter endnu et af hendes mange møder i Rønne – mødes på café Gustav, og har taget hul på både interviewet og hver vores café latte.

– Jeg husker det som om, der altid var nogen hjemme, når jeg kom hjem fra skole. Min mor arbejdede ellers som laborant. Og da min lillebror begyndte i børnehave, kom hun tilbage ud at arbejde, fortæller Kirstine van Sabben, som selv er blevet kendt på øen for sit politiske virke som kommunalpolitiker – først for De Konservative og siden for Bornholmerlisten (W), hvor hun ved seneste valg blev øens tredjemest populære politiker målt på personlige stemmer foran blandt andre den nuværende borgmester Jacob Trøst (K) og den dengang siddende borgmester Thomas Thors (S), så hun med sit flotte personlige stemmetal kunne trække hele to mandater ind i kommunalbestyrelsen. Men som barn havde hun kun få venner og støtter udover sin familie.

– Jeg husker min barndom som tryg og kærlig og med rigtig mange naturoplevelser. Min far tog os alle mulige steder hen på øen for at fiske og andet, siger hun med sit karakteristiske sprællevende blik.

Forfærdelig folkeskoletid

Klintesøerne, der ligger ved et gammelt stenbrud lidt udenfor Lobbæk, var et af familiens favoritsteder, og i dag er det stadig et af hendes yndlingssteder på øen.

– Det forbinder jeg med min barndom, fordi min far altid tog os med derud for at fiske og samle kantareller, smiler hun. Men en helt anden verden i hendes barndom var folkeskoletiden, som hun beskriver som ”ret forfærdelig”.

– Jeg har haft en frygtelig barndom i folkeskolen. For i skolen var alting galt med mig. Min lillebror var spasser, jeg havde bøjle på tænderne, jeg gik med briller, min far legede med ler hele dagen, jeg var meget tynd, så jeg havde ingen bryster, da jeg kom i puberteten, og det blev jeg også drillet med, siger hun nu med en mere alvorlig mine.

– Og så var vi jo Jehovas Vidner, så jeg var også kedelig og vildt mærkelig der, fordi jeg ikke holdt jul eller måtte komme med til fødselsdagene eller senere festerne. Alle de ting, der kan være galt, når man går i 7., 8. og 9. klasse, det var galt med mig, så jeg trivedes ikke særlig godt i folkeskolen, men det tog man ikke superseriøst dengang. Det måtte vi selv finde ud af. Og på et tidspunkt blev jeg også træt af at gå til de voksne og tude.

Hvordan påvirkede det dig?

– Jeg syntes ikke, at det var sjovt at gå i skole, og jeg fandt også på alle mulige undskyldninger for ikke at komme i skole, hvis jeg kunne slippe af sted med det. Mine forældre vidste godt, at jeg blev mobbet, men de kunne heller ikke rigtig gøre noget. Jeg tror, at de har været ret magtesløse, og jeg kan ikke huske, at det var på tale, at jeg skulle skifte skole. Men jeg tror også, at det gjorde mig stærk. Nogle bliver nok nedbrudte og ødelagte af sådan en behandling, men så er der typer som mig, der får lyst til at vise dem alle sammen, og sådan havde jeg det allerede dengang. En dag skulle de bare se mig. Bare vent og se, siger den populære politiker og åbner ansigtet i et grin.

– Så jeg tror også, at det var med til at gøre mig ret trodsig på den gode måde. Det kunne sikkert også være gået den anden vej, jeg ved ikke, hvorfor det gik denne vej, men min barndom derhjemme var i hvert fald tryg.

Derhjemme kunne hun også dyrke sine talenter i fred, husker hun.

– Jeg lavede en del skulpturer i min fars værksted. Jeg kunne lide at skabe noget og forme ting. Vi lavede også mange ting i køkkenet fra nyttehaven. Min mor lærte mig at lave syltetøj, og hvordan man fileterede en sild og alt sådan noget. Og det er jo især nyttigt med de fødevarepriser, vi har i dag, men jeg går desværre ikke længere så meget ud og fanger mine egne sild til aftensmad, griner hun.

Til gengæld går hun i dag meget på jagt med sin soldatermand som en fælles hobby, der mere handler om gode naturoplevelser end at få trofæer med hjem, forklarer hun.

– Det er klart, at det var et slag af dimensioner, da jeg følte, at jeg var kommet ovenpå som en korkprop efter al mobningen, da jeg var barn, at jeg så endte i et voldeligt forhold, hvor jeg igen og igen fik at vide, at jeg var dum og grim og ikke kunne noget, og hvis jeg sagde noget til nogen ville jeg få flere tæsk. Jeg fik også smadret mine tænder, fortæller Kirstine van Sabben. Foto: Allan Rieck

Farvel til Jehovas Vidner

I dag arbejder hun som byggesagsbehandler og har i mange år også arbejdet som selvstændig bygningsmaler ved siden af sit hverv i kommunalbestyrelsen. Men som barn vidste hun ikke, hvad hun ville være.

– Men tingene faldt mig nemt. Min dansklærer skrev i en udtalelse, at Stine, som jeg blev kaldt, arbejder primært med venstrehånd. Det syntes jeg var noget pjat, for jeg er jo højrehåndet. Men hun mente, at jeg kunne gøre det bedre, hvis jeg lige strammede mig lidt an. Men hvis jeg så var dygtig og arbejdsom, blev jeg også straffet for det ved at blive kaldt en stræber. Så jeg holdt mig lidt tilbage for ikke også at blive drillet med det. Alle sagde, at jeg skulle i gymnasiet efter folkeskolen, fordi jeg havde hovedet til det, men så startede jeg i 1. g. sammen med alle mine plageånder fra folkeskolen, for der er jo kun et gymnasium her, så jeg droppede ud efter 1 g. og har ikke taget studentereksamenen siden.

Samtidig brød hun også med Jehovas Vidner.

– Det var ellers ikke noget, der påvirkede mit barndomshjem meget. Min familie levede efter de normer og regler, som der var i Jehovas Vidner, men bortset fra det husker jeg det ikke som et særligt religiøst hjem med bordbøn og den slags. Men mine søskende og jeg gik til bibelstudietimer i den menighed, hvor mine forældre kom. Vi læste i Bibelen og lærte at tolke de ting, vi læste. Men ellers var det ikke noget, der fyldte vildt meget. Men det var forfærdeligt at komme tilbage i skole efter juleferien, hvor alle snakkede om deres gaver, for jeg havde jo ikke fået nogen. Men det var først i teenageårene, jeg begyndte at gøre oprør, fordi jeg syntes, at det var uretfærdigt, at jeg ikke måtte tage ud at feste med de andre. Hvorfor måtte jeg ikke holde en fødselsdag eller sove hos min veninde?

Hvad var de bange for?

– Det ved jeg ikke, men det måtte man ikke, siger hun med et trodsigt smil.

– Dengang fyldte det selvfølgelig rigtig meget. Mine forældre prøvede at forklare og forsvare hvorfor, og jeg kunne ikke godtage det, så da jeg blev gammel nok, valgte jeg bare at sige, at jeg ikke ville være med mere. Dengang var jeg stadig hjemmeboende, og mine forældre har aldrig været så troende, at de kunne finde på at udstøde nogen af deres børn. Og langsomt gled deres egen tro på Jehovas Vidner også ud i sandet. Min far lever ikke mere, men min mor holder jul med os nu. For dem var Jehovas Vidner nok også bare et fællesskab. Min mor kom fra Dragør, og min far kom fra Gråsten, og da de kom hertil Bornholm, kendte de ingen mennesker. Så det var deres måde at få et netværk på, da de blev en del af Jehovas Vidner. Og jeg tror også, at det var derfor, at det var lidt nemmere for dem at komme ud igen.

Det fynske eventyr

Selv fandt hun et nyt fællesskab på Fyn.

– Efter jeg droppede ud af gymnasiet, tog jeg på højskole på Ryslinge Højskole. Der var der ikke nogen, der kendte mig, så der kunne jeg i teorien bare være den, jeg havde lyst til at være. Mine plageånder var jo væk, og folk syntes lige pludselig, at det var spændende, at min far var pottemager. Folk syntes pludselig, at jeg var en interessant person, og de så mig som den, jeg var.

– Jeg gemte ikke længere på tingene, men sagde hvad jeg tænkte og følte. Og så fandt jeg ud af, at det kan man godt, siger hun med et stort smittende smil, som forsvinder, da hun fortsætter sin fortælling.

– Efter højskolen havde jeg en kæreste, som jeg flyttede ind hos, så jeg blev hængende på Fyn, hvor jeg startede på HF i Odense. Men jeg var nok en naiv pige fra provinsen, for det viste sig, at min kæreste tog en masse stoffer. Der gik lang tid, før jeg fandt ud af det. For jeg var jo blevet skærmet fra al den slags derhjemme. Han var kokkeelev, der allerede var en hård branche dengang. Han sagde hele tiden, at jeg var dum og grim. Det nedbrød mig langsomt. Og en dag, hvor jeg var kommet sent hjem fra rustur med klassen, fik jeg simpelthen tæsk af ham i en hel weekend. Jeg fik virkelig mange bank, og der er heldigvis en del, jeg ikke kan huske, men sådan sluttede mit eventyr på Fyn, og så flyttede jeg hjem.

Hvorfor slog han dig? Var han jaloux?

– Ja, han var sikker på, at jeg havde lavet et eller andet, så da jeg vågnede om søndagen, og han ikke var der, skyndte jeg mig at pakke mine ting og tage hjem til mine forældre på Bornholm, siger hun med et blankt blik.

– Jeg havde det som en ludobrik, der var blevet slået hjem igen.

– Jeg var jo ellers begyndt at blomstre på højskolen, hvor jeg også begyndte at finde mig selv. Men det er klart, at det var et slag af dimensioner, da jeg følte, at jeg var kommet ovenpå som en korkprop efter al mobningen, da jeg var barn, at jeg så endte i et voldeligt forhold, hvor jeg igen og igen fik at vide, at jeg var dum og grim og ikke kunne noget, og hvis jeg sagde noget til nogen, ville jeg få flere tæsk. Jeg fik også smadret mine tænder, siger hun og peger på den hvide række af tænder i munden.

– Alt dette her er kroner, for jeg mistede al emaljen på mine egne tænder, da han smadrede mig ind i en mur. Jeg har haft en dygtig tandlæge, da kunne sætte kroner på det hele. Men jeg har stadigvæk andre ar fra den weekend, og den følgende tid var nok en af de perioder, hvor var i tvivl, om jeg kunne rejse mig igen.

At blive en korkprop igen

Men Kirstine van Sabben rejste sig igen med andres hjælp.

– Jeg tænkte, at jeg skulle have hjælp, hvis jeg igen skulle blive til en korkprop, og jeg fik også psykologhjælp, og det har også virket. Jeg har stadigvæk nogle store sorte huller, hvor jeg slet ikke kan redegøre for timerne fra det til det. Der er 36-40 timer fra den weekend, hvor jeg ikke kan huske ret meget.

Hvor lang tid var du i det forhold?

– Et års tid. Han var ikke fysisk voldelig før den weekend, hvor han begyndte at banke mig.

Ringede du slet ikke til politiet?

– Ikke før jeg kom til Bornholm. Jeg skulle bare væk.

Har det gjort dig svagere eller stærkere?

– På nogle områder har det nok gjort mig svagere. Jeg er enormt kritisk overfor min egen indsats og aldrig helt tilfreds næsten uanset, hvad jeg laver. Og det er jeg nok, fordi der i hvert fald ikke skal være nogen andre, der skal sætte en finger på noget, så hvis jeg ikke selv kan sætte en finger på det, er der forhåbentlig heller ikke andre, der kan. Og det er klart, at det slider enormt, at jeg hele tiden føler, at jeg ikke har været god nok eller hurtig nok eller ikke præsteret nok. Jeg ville ønske, at jeg bare ind i mellem kunne trykke på pytknappen, men sådan en har jeg altså ikke. Jeg er uden tvivl min egen største kritiker, og det kommer nok ikke til at ændre sig.

– Jeg ville ønske, at jeg bare ind i mellem kunne trykke på pytknappen, men sådan en har jeg altså ikke. Jeg er uden tvivl min egen største kritiker, siger Kirstine van Sabben. Foto: Allan Rieck

Mødte en god mand

Efter voldsepisoden med ekskæresten tog hun alene til Australien.

– På det tidspunkt var jeg nok 21 år, og mine HF-planer var bogstaveligt talt blevet slået ud af kurs, så jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville. Jeg tog til Australien i fire-fem måneder og kom til hægterne. Min ene søster bor dernede i dag. Jeg havde sparet nogle penge op, og jeg boede hovedsagelig hos nogle venner dernede.

Da hun kom hjem, fik hun arbejde på det, der dengang hed Strøbyhus, der ligger syd for Aakirkeby, som er en bo-institution for voksne fysisk og psykisk handicappede. Her begyndte hun som timelønnet vikar, og fik sidenhen et par tidsbegrænsede stillinger.

– Der var jeg rigtig glad for at arbejde, og der arbejdede jeg, da jeg mødte min mand.

Hvor mødte du ham?

– På Palæen, siger hun og griner vildt.

– Han voksede op i Midtjylland. Han havde altid gerne villet være soldat, og så var der en ledig stilling i opklaringsbataljonen. Han ville gerne være spejder. Den stilling fik han, og så mødte han mig et par uger efter, at han havde fået det job. Og så blev han hængende.

Hun smiler.

– Nu har vi været gift i 20 år. Han har været rigtig god for mig og har skubbet til den gode udvikling, jeg fandt på højskolen, hvor jeg følte mig fri til at være mig selv. Det er ligegyldig, hvad andre synes. Jeg skal gøre det, som jeg synes er rigtigt. Det har jeg også taget med mig i politik. Jeg vil kun sige det, jeg mener, lige meget hvor stemmerne findes.

– Min fars mantra, mens han levede, var også, at det vigtigste redskab er din troværdighed. Hvis du ikke har din troværdighed, så kommer du ingen vegne, og det er lige meget, om du laver politik, eller hvad du gør. Så det med at forme tingene efter, hvad man tror, folk gerne vil høre, krakelerer alligevel på et tidspunkt, så man kan lige så godt være ærlig fra starten. Og det gælder også overfor sig selv. Man kan godt blive klogere, men hvis man bare bøjer sig efter vinden, så dur det ikke, siger Kirstine van Sabben, der føler, at hun har været tro mod sig selv, selvom hun har stillet op for tre forskellige partier gennem tiden.

Vejen ind i politik

Kirstine van Sabben fik hurtigt travlt, efter hun mødte sin mand, som hun har fået tre børn med. Og da han har han været udsendt som soldat mange gange, stod hun for eksempel alene med to blebørn, da parrets andet barn blev født. Men alligevel har hun haft lyst til at engagere sig i samfundet ved siden af. Det var faktisk allerede hendes afløserarbejde på bostedet, der inspirerede hende til at gå ind i politik.

– Jeg havde nogle ideer og tanker, hvor jeg jævnligt fik at vide, at det kunne jeg ikke lave om på, fordi jeg bare var afløser. For det skulle man være uddannet for at få indflydelse på. Men jeg fandt ud af, at der er mange måder at få indflydelse. På det tidspunkt var jeg blevet meget engageret i spastikerforeningen gennem min lillebror, og jeg kom ind i det, der hed de samvirkende organisationer, som var en paraplyorganisation for en masse handicaporganisationer, hvor jeg kom til at sidde i forretningsudvalget der. Og så var der én, der spurgte, hvorfor jeg ikke stillede op, når der var valg, når jeg havde så mange ideer på handicapområdet. Men jeg vidste intet om politik, for Jehovas Vidner stemmer heller ikke, når der er valg.

Derfor læste hun nu alle partiprogrammerne, og sådan endte hun først via udelukkelsesmetoden med at stille op for Borgerlisten med Bjarne Kristiansen, der var spidskandidat.

– Det var ret neutralt, fordi den hverken hørte til rød eller blå blok. Jeg blev ikke valgt. Jeg forlod også ret hurtigt derefter Borgerlisten, fordi jeg fandt ud af, at jeg faktisk nok hørte mere hjemme hos De Konservative, da jeg begyndte at få en større interesse for landspolitik og globalpolitik, blandt andet gennem min mands missioner i udlandet, hvor jeg opdagede hvilken betydning Forsvaret har. Forsvarspolitikken havde jo direkte betydning for min egen familie, og så blev jeg opstillet for Det Konservative Folkeparti. Jeg opnåede ikke valg, men jeg blev 1. suppleant. Det var i 2009.

Dengang var hun startet i lære som bygningsmaler.

– Alle havde sagt, at det kunne jeg ikke, fordi jeg var for lille. Men også der skulle jeg vise dem, siger hun og fortsætter så.

– Der skete så i mellemtiden det, at min forgænger i kommunalbestyrelsen fik en dom for vold mod sin kone, så jeg røg ind i kommunalbestyrelsen som gruppeformand midt i en valgperiode, og så måtte jeg finde ud af, hvordan man gjorde det. Der var ikke nogen til at lære mig op, og så har jeg siddet derinde siden.

Sprang til Bornholmerlisten

For otte år siden skiftede hun igen parti fra De Konservative til Bornholmerlisten.

– Det kom sig af flere ting. Jeg opfatter stadig mig selv som konservativ, men jeg var meget alene om alt rugbrødsarbejdet, alt det organisatoriske – samtidig med jeg skulle føre valgkamp og holde politiske indlæg skulle jeg også booke møder og bestille kaffe, og så kom Carl Ilsøe (tidligere socialdemokrat, red.) til mig og sagde: ”Vi arbejder så godt sammen, skal vi ikke fortsætte samarbejdet ovre i Bornholmerlisten.”

– Jeg tænkte over det mindst et halvt år. Jeg valgte at melde mig ind i Bornholmerlisten knap et år før valget. Carl og jeg havde opnået flertal om flere store sager i kommunalbestyrelsen, blandt andet i sagen om flere vindmøller på land, så det var den første store ting, hvor vi var udslagsgivende for resultatet. Og det betød meget, at jeg nu fik et samarbejde med ham, fordi han også kunne lære mig nogle ting, og det var måske også det, jeg havde manglet lidt i vælgerforeningen i De Konservative dengang. Jeg ved ikke, hvordan det er nu, men dengang følte jeg mig meget Palle alene i verden, så det var ikke politikken i sig selv som på nogen måde er årsag til, at jeg ikke længere er medlem af Det Konservative Folkeparti.

Men var du så overhovedet enig med Bornholmerlistens politik sammen med Carl Ilsøe, der jo var udbryder fra Socialdemokraterne?

– Ja, for den var jeg jo også med til at forme selv, og jeg var i forvejen enig med Carl om mange ting. Vi havde en holdning til, at de beslutninger, der skulle tages, skulle være til gavn for flest mulige borgere. Og hvis man hele tiden har den i baghovedet er det jo majoriteten, man forsøger at omfavne. Og det mantra har jeg været med til at lave med Carl.

Du fik et kanonvalg sidste gang. Men blev sat udenfor indflydelse i konstitueringen. Hvordan var det?

– Det handler igen meget om at være tro mod sig selv og sin politik. Og jeg har da stadig max indflydelse. Jeg sidder i en række udvalg, råd og nævn, hvor jeg kan hive i en masse tråde. Flertallet kan dannes på mange måder i den nye kommunalbestyrelse, så når de konstituerende parter ikke kan enes, så bliver de nødt til at snakke med mig, så jeg har indflydelse, fastslår politikeren, der gerne vil sidde med ved bordet så længe vælgerne ønsker det.

– Det, som lokalpolitikere har til fælles, er, at vi gerne vil gøre Bornholm bedre end det var i går, og der er stadigvæk rigtig mange ting, jeg gerne vil pille ved og forbedre. Men det er jo vælgerne, der bestemmer, hvornår jeg er færdig.

Snakker med sin afdøde far i skoven

I dag er hun stolt af sin egen rejse indtil nu.

– Jeg er både blevet politiker og håndværker på trods af, hvad andre og jeg selv troede, at jeg kunne. Og jeg har praktisk talt opdraget tre børn alene samtidig med at være selvstændig og i politik, så jeg har da opnået ret meget, så en gang imellem kan jeg godt klappe mig selv på skulderen.

Hvor går du hen i dag, hvis du har brug for trøst?

– Min mand er en meget stor støtte. Han ved, hvad jeg har været ude for. Men nogle gange har jeg heller ikke behov for, at der er nogle, der svarer tilbage, når jeg læsser af. Min far havde et særligt sted i skoven, hvor jeg stadig godt kan finde på at sætte mig ud med en lille cigaret og en dåseøl. Og tænke på min gamle far og få en sludder med ham, selvom han ikke lever mere. Han døde for tre år siden. Men han var også altid min største fan. På sit værksted havde han en kopi af hver eneste valgplakat, der nogensinde er lavet med mig. Til folketingsvalg, kommunalvalg, det hele havde han en af hver af. Han syntes bare, at jeg var megagod. Han var altid oppe at køre, hvis jeg havde været i fjernsynet eller radioen, så jeg tror, at han var stolt af mig. Og så blev jeg også sådan, siger hun og ranker ryggen.

– Det betyder virkelig noget. Og det gør det stadig, så hvis jeg lige har brug for at lette hjertet, så kører jeg ud i skoven og snakker med min far.

Politikeren tier et øjeblik.

– Det var en stor sorg at miste ham, selvom man jo godt ved, at man ikke altid har sine forældre, men min far vidste godt, at han skulle dø. Han havde kræft, og det gik meget hurtigt. Han nåede lige at blive 76 år, men for mig var det et stort chok. Men han var selv fuldstændig afklaret. Han var ikke bange for at dø og han syntes, at han havde haft et godt liv, så han var klar til at tage af sted. Det var alle os andre, der ikke var klar til, at han skulle afsted. Men det er jo en naturlig del af livet, at man skal miste og mistes, siger hun med et mildt smil.

– Jeg er heller ikke selv bange for at blive ældre. Jeg er lige blevet 46 år, og jeg har aldrig haft det så godt som nu. Jeg har tre skønne, dygtige unger, der kan klare sig selv. Jeg synes selv, at de er blevet godt opdraget. Jeg har et job, jeg er glad for, og jeg har et dejligt netværk. Og jeg er stadig glad for at lave politik, så det er faktisk ret fedt at være mig lige nu, fortæller hun glad.

– Og nu kommer det næste i livet. Nu har jeg lige mødt mine døtres kærester. Den eneste ting, jeg altid har vidst gennem livet, er, at jeg gerne ville være mor. Det har jeg altid vidst, at jeg ville. Og jeg har fået tre skønne unger, så det er allerede lykkedes.

Livet lige nu

Hvad tror du på?

– Jeg meldte mig ind i Folkekirken som 23-24-årig, for så kunne jeg i hvert fald sige, at jeg ikke var Jehovas Vidne mere. Mine børn er alle tre døbt og konfirmeret.

Men tror du på Gud?

– Nej, jeg er nok færdig med det der guddommelige noget. Det må jeg nok erkende, at jeg af flere grunde er blevet skubbet helt væk fra. Jeg synes ellers, at jeg er et meget rummeligt og åbent menneske, der gerne vil lytte til andre mennesker. Men for noget tid siden var der også en masse ballade omkring vielse af homoseksuelle. Og der er jeg bare slet ikke. Hvis der er en gud, så forbinder jeg Gud med kærlighed. Og hvem er vi at dømme mennesker ud fra, hvem de elsker? Måske er det et halvt år siden, at der var den debat, der fik mig til at melde mig ud af folkekirken. Jeg ville ellers gerne være med til at støtte bygningsværkerne og den historie, de repræsenterer, siger den tidligere bygningsmaler, inden hun tilføjer:

– Kristendommen er jo en vigtig del af vores historie, men jeg definerer mig ikke selv som kristen.

At være i fred med sig selv

Som Jehovas Vidne blev hun opdraget til at frygte at være på den forkerte side, når døden kommer. I dag ved hun ikke, hvad der sker efter døden.

– Og fordi jeg ikke ved, hvad der sker efter døden, er jeg nok blevet bedre til at gribe nuet og være glad for det liv, jeg har. Jeg føler mig privilegeret. Jeg har måttet knokle for at nå hertil, hvor jeg er i dag. Men jeg føler mig meget privilegeret over at leve i et land som Danmark. At være sin egen lykkes smed er reelt nok for os, der har resurserne og er stærke. Men der er jo også en masse, man ikke er herre over.

Er der noget, du fortryder?

– Jo, men det kan man bare ikke bruge til noget, svarer hun afklaret.

– Hvis du slår dig selv oveni hovedet, så er du ikke i fred med dig selv, og hvordan kan du så forvente, at andre skal være i fred med dig?

Hvordan kan man så holde op med at slå sig selv i hovedet?

– Nogle har nok brug for hjælp til det, hvis de også kommet ud i det hængedynd. Og det har da heller ikke været nemt for mig. Jeg har også haft stunder, hvor jeg ikke følte, at jeg magtede det. Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at man husker at bede om hjælp, hvis man har det sådan, siger hun og lader blikket glide udover cafélokalet, hvor folk snakker og hygger sig.

– Der er rigtig mange muligheder for at få hjælp både mentalt og praktisk. Set i bakspejlet skulle jeg også have taget imod mere hjælp, da jeg var alene med børnene, mens min mand var udsendt. For folk kom jo og tilbød hjælp, men jeg ville vise, at jeg kunne selv. Men det havde måske været meget rart, hvis min mor havde lavet mad til mig og pigerne.

Hvis du skulle give et råd til dig selv som ung, hvad skulle det så være?

– Du kan godt, du behøver ikke bevise det, kommer det hurtigt med et underspillet smil.

– For så havde jeg nok ikke været så fokuseret på at præstere hele tiden.

 

Blå bog

Kirstine van Sabben

Født i 1976.

Kirstine van Sabben har både stillet op til kommunalbestyrelsen for Borgerlisten, Det Konservative Folkeparti og Bornholmerlisten. I begyndelsen af 2011 overtog Kirstine van Sabben som 1. suppleant for De konservative Jacob Kjøllers plads i kommunalbestyrelsen, da han gik på orlov. Da han året efter trak sig ud af politik, rykkede Kirstine van Sabben endnu engang ind i kommunalbestyrelsen. Kirstine van Sabben har også stillet op til Folketinget for Det Konservative Folkeparti, inden hun stiftede Bornholmerlisten med Carl Ilsøe. På den private front er Kirstine van Sabben gift og har tre børn. Hun har tidligere været selvstændig maler med firmaet Den Lille Maler. For nyligt begyndte hun i stedet at arbejde som byggesagsbehandler i kommunen. Kirstine van Sabben er født og opvokset på Bornholm.