– Flere har spurgt mig, hvad jeg nu gør. Jeg kan ikke se mig selv i et andet parti, så jeg tog en snak med Joan. Vi har talt om det i et par måneder, og jeg syntes bare, at jeg skulle have overstået den her budgetforhandling, før vi gik ud med noget, siger Jonna Nielsen, som sagde farvel til Socialdemokratiet i januar 2023.
Fri af ideologier
Fælleslisten kommer med et egentlig valgprogram i 2025, men siger allerede nu, at den vil være en stærk stemme på velfærdsområderne og have fokus på beskæftigelses-, social- og handicappolitik. Det lyder som noget, partier på venstrefløjen vil sige, at de også står for, men alligevel mener Jonna Nielsen og Joan Prahl, at Fælleslisten kan være et alternativ til for eksempel SF og Enhedslisten.
– Generelt er vi da langt hen ad vejen enige med SF og Enhedslisten, men der vil jo altid være noget, og så er de hæftet op på nogle ideologier, som vi står frit af, siger Jonna Nielsen.