Stifter tre selskaber: 'Der er meget efterspørgsel'

Stifter tre selskaber: 'Der er meget efterspørgsel'
Jeppe Kofod – måske på vej mod en ny karriere. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | 23. JAN 2023 • 13:07
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
23. JAN 2023 • 13:07

Jeppe Kofod blev ikke valgt til Folketinget ved folketingsvalget sidste år. Nu sysler han med planer om at blive selvstændig.

Tre nye selskaber med tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod som stifter har set dagens lys. Han kalder det selv rettidig omhu, hvis han skal være rådgiver.

Det fortæller Finans.

De tre selskaber er investeringsselskabet Jeseko Holdning, enkeltmandsvirksomheden KofodGlobal v/Jeppe Sebastian Kofod og KofodGlobal ApS inden for branchen virksomhedsrådgivning og anden rådgivning om driftsledelse.

– Der er meget efterspørgsel efter rådgivning. For at kunne indgå i forskellige projekter har jeg oprettet selskaberne, så strukturen er på plads, så jeg kan indgå i det. Det er ikke ensbetydende med, at jeg starter med at rådgive eller indgår i andre aftaler, siger Jeppe Kofod til Finans.

Jeppe Kofod blev ikke valgt til Folketinget ved folketingsvalget sidste år.

Da han takkede af som udenrigsminister og overlod posten til Lars Løkke Rasmussen (M), at han nok havde taget "det valg for givet trods en vanskelig og helt ny opstillingskreds. Jeg var fuldt ud koncentreret om gerningen som udenrigsminister i krigstid", sagde han.

Jeppe Kofod fik knap 4300 stemmer i Sjællands Storkreds ved folketingsvalget 1. november, hvilket altså ikke var nok til at blive valdt til Folketinget. Det ærgrede ham.

– Historien har vist mig, at man kan være meget relevant for Danmark. Man kan være kendt som udenrigsminister, men det er ikke ensbetydende med, at man er relevant for de vælgere i Ringsted Sorø, hvor man har en helt ny opstillingskreds, sagde Jeppe Kofod ved ministeroverdragelsen.