Høsten er i fuld gang – men gårdejeren Frederik Tolstrup har alligevel tid til at melde sig ind i kampen som et bud på Venstres spidskandidat frem mod næste kommunalvalg.
TV 2/Bornholm var først med nyheden torsdag formiddag, og over for Tidende bekræfter Frederik Tolstrup planen.
– Hvis jeg ikke skulle gøre noget i den situation, Venstre står i nu, så skulle jeg nok aldrig gøre noget, siger Frederik Tolstrup med henvisning til gårsdagens nyhed om, at Venstres to kommunalbestyrelsesmedlemmer, Søren Schow og Heidi Burgedahl, har meldt sig ud af partiet.