Bornholmerlisten: Farvel til spærretiden

Bornholmerlisten: Farvel til spærretiden
Nu skal vi af med den sidste rest af spærretiden, mener Kirstine van Sabben. Arkivfoto: Jacob Jepsen
TOPNYHED | ABONNENT | 23. JUL 2022 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
TOPNYHED | ABONNENT
23. JUL 2022 • 05:30

Kommunalbestyrelsen skal igen drøfte et af de store emner fra sidste års valgkamp.

Den sidste rest af den såkaldte spærretid på Bornholm skal fjernes, så politikere i de sidste to måneder op til et valg har mulighed for at blive fulgt af pressen og eventuelt andre gæster under besøg på kommunens institutioner.

Det mener Bornholmerlisten, som derfor har ønsket sagen på dagsordenen ved førstkommende kommunalbestyrelsesmøde, og det bliver ved septembermødet, oplyser Kirstine van Sabben (BL).

– Vi fik fjernet store elementer af spærretiden op til kommunalvalget sidste år, men fik ikke flertal for at få den sidste rest væk. Det var derfor en af de ting, Bornholmerlisten gik til kommunalvalg på, og nu fornemmer jeg, at flertallet i kommunalbestyrelsen har ændret sig efter valget, siger Kirstine van Sabben.

Så du regner med at få det vedtaget?

– Det har jeg en forhåbning om. Men der kan skabes flertal på flere måder i den her valgperiode, så intet er givet. Men jeg kan da godt huske, hvad rigtig mange af mine kolleger sagde om spærretiden under valgkampen. Så jeg håber, at der er et flertal, siger Kirstine van Sabben.

Demokrati

Hvorfor er det vigtigt at få den sidste rest af spærretiden væk?

– Det er dels en principiel ting for Bornholmerlisten, men også i forhold til vores demokrati. Jeg er ikke selv en del af en folketingsvalgkamp, men den kommer nok, før vi regner med det. Det ville være ærgerligt, hvis kandidater og presse ikke har mulighed for at fortælle borgerne om, hvad der egentlig foregår derude. Jeg er selvfølgelig også opmærksom på, at vi også skal beskytte medarbejderne på de kommunale institutioner, men jeg synes, at det er vigtigt, at pressen og politikerne kan lave deres arbejde.

– Der er faktisk kun et enkelt fortilfælde på Bornholm, hvor man måske kan stille spørgsmålstegn ved, om man udnyttede en kommunal arbejdsplads i en valgkamp i forhold til at have pressen med og uddele nogle ting. Ellers har det aldrig været et emne. Så hvis det ikke er i stykker, så lad være med at reparere på det. Så vil jeg også gerne, at vi har de samme retningslinjer året rundt og ikke kun op til en valgkamp, siger Kirstine van Sabben.

Borgmester Jacob Trøst (K) siger til TV 2/Bornholm:

– Jeg er ret sikker på, at vi kan finde et flertal for at lempe de spærretidsregler, der blev vedtaget sidste år.

Landet rundt

Sagen om spærretiden gik i sommeren 2021 landet rundt, efter at Bornholms Regionskommune havde meldt ud, at det i tre måneder op til kommunalvalget i november ikke ville være muligt for borgere, politikere og pressen at have samme adgang til regionskommunens ansatte og institutioner som normalt.

Det medførte voldsom kritik og blev en møgsag for den daværende socialdemokratiske borgmester Thomas Thors. Det endte med, at et meget snævert flertal i kommunalbestyrelsen, bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, vedtog en mildere udgave af spærretid op til valget – under navnet "retningslinjer".