Bornholm kan besættes på kort tid

Bornholm kan besættes på kort tid
De to F-16-kampfly er en del af det skærpede beredskab på Bornholm. Foto: Berit Hvassum.
NYHED | 18. JUL 2022 • 11:36
NYHED
18. JUL 2022 • 11:36

En ny analyse af det danske forsvar vurderer, at Danmark ikke kan forsvare sig selv i tilfælde af et russisk angreb. Bornholm vil kunne besættes i løbet af kort tid, lyder det i analysen. 

Skulle Rusland pludselig beslutte sig for at vende deres krigsmaskine mod et angreb på Danmark, vil det danske forsvar ikke være klar til at stå imod, og Bornholm ville være et nemt mål for russerne.

Det skriver Videnskab.dk på baggrund af en ny analyse af Danmarks militære og forsvarsmæssige udfordringer efter den russiske invasion af Ukraine.

Jens Wenzel Kristoffersen er forsker i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Han står bag analysen, som er præsenteret i et kapitel i Center for Militære Studiers rapport "Efter freden - Ukrainekrigens betydning for dansk og europæisk sikkerhed".

– Vi ville stå i en 9. april-lignende situation igen, vurderer Jens Wenzel Kristoffersen.

Han henviser til den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940, der foregik uden de store udfordringer for de tyske tropper.

Kan besætte Bornholm i løbet af kort tid

Hvis Rusland sætter kurs mod Østersøen, så vil de "med sandsynlighed kunne besætte mindre landområder, som for eksempel de baltiske lande eller øer som Bornholm og Gotland, i løbet af kort tid og i kraft af sin A2/AD-evne gøre det omkostningsfuldt og besværligt for NATO at slå igen", lyder det i analysen.

A2/AD-aktiviteter er en strategi, der har til hensigt at forhindre fjenden i at komme ind i og operere i et bestemt område, og dem er Rusland særligt dygtige til vurderer Jens Wenzel Kristoffersen. 

Afstanden fra den russiske havneby Kaliningrad, der ligger mellem Polen og Litauen, til Rønne er stort set den samme som fra Sevastopol på Krim-halvøen, hvor den russiske sortehavsflåde har sit hovedkvarter, til Odessa i Ukraine. Rusland ville derfor nemt kunne nå Bornholm fra Kalinigrad.

Esben Salling Larsen, der er major og underviser ved Forsvarsakademiet, mener, at Bornholm er et område, som skal have mere militær opmærksomhed i fremtiden. 

– Jeg er enig i, at der er en trussel. Bornholm er hverken helt sikker eller meget truet, som det ser ud nu, siger Esben Salling Larsen til Videnskab.dk

Der er dog umiddelbart ikke nogen grund til at gå og være bange for en russisk invasion af Bornholm, vurderer han.

– Rusland har i krigen mod Ukraine vist, at de ikke er i stand til at lave landgangsoperationer mod stærkt forsvarede område. Så en egentlig invasion er mindre sandsynlig, så længe vi har styrker på Bornholm.