Klasse på Kongeskær sendt hjem efter smitte

Klasse på Kongeskær sendt hjem efter smitte
Kongeskærskolen. Foto: Berit Hvassum
| 15. MAR 2021 • 10:48

15. MAR 2021 • 10:48

CORONA

En enkelt klasse samt noget af personalet på Kongeskærskolen i Allinge er sendt hjem, fordi en elev er testet positiv med covid-19.

Det fortæller skolens leder Kasper Winstrup Johansen.

– Det er første gang, at vi med sikkerhed ved, at en elev, der er konstateret smittet, har været på skolen. Resten af klassen og det personale, der har været sammen med klassen, er nu sendt hjem og skal testes. Man kan sige, vi har haft generalprøven på, hvad man gør i sådan en situation, siger Kasper Winstrup Johansen.

Indtil videre ikke flere

Det er en 2. klasse, der nu er sendt hjem til digital undervisning de næste par dage.

Skolelederen oplyser, at elever og personale blev testet søndag og derefter skal testes endnu en gang, før de kan komme tilbage i skole.

– De kan tidligst komme tilbage på skolen onsdag, men det bliver sandsynligvis først torsdag, at alle har fået svar på deres to tests, siger Kasper Winstrup Johansen.

Der er indtil videre ikke konstateret flere smittede.

Han fortæller, at Kongeskærskolen har fulgt de procedurer, der er for situationer med smitte på skolerne, som Center for Skole og Center for Sundhed har udstukket.

I træning med nødundervisning

Undervisningen foregår ifølge skolelederen allerede på en måde, at man undgår at skulle sende mange elever og personale hjem ved et enkelt smittetilfælde.

– Lige nu kører vi jo med en undervisning, hvor man kun er sammen med sin egen klasse. Vi blander ikke eleverne, og vi anstrenger os for ikke at blande personalet for meget, så vi ikke skal sende alle hjem, men kun den ene klasse og det personale, der har været i klassen, siger Kasper Winstrup Johansen.

Eleverne og lærerne i den pågældende 2. klasse er nu tilbage til digital undervisning det meste af ugen.

– Undervisningen er i gang, og de er mødt ind digitalt sammen med deres lærer her til morgen. Vi er jo i træning, så nødundervisningen kører og går i gang allerede dagen efter, at vi har fået viden om smitten, siger Kasper Winstrup Johansen.