'Vi har et håb om, at hele Bornholm bliver demensvenlig'

'Vi har et håb om, at hele Bornholm bliver demensvenlig'
Steen Sejfert Larsen. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 12. MAR 2021 • 05:53
Henrik Nielsen
Journalist
| ABONNENT
12. MAR 2021 • 05:53

DAGENS NAVN: Steen Sejfert Larsen sidder i bestyrelsen i Ældre Sagen Bornholm, hvor han er demensansvarlig.

Du er demensansvarlig i Ældre Sagen Bornholms bestyrelse. Hvad indebærer det?

– Da Ældre Sagen Bornholm valgte at blive en demensvenlig lokalafdeling, var det med fire anbefalinger. Der skulle findes en demensansvarlig. Vi valgte, at der skulle være to personer om arbejdet. Det blev Bente Vesløv og mig. Der skulle arrangeres demensaktiviteter. Det skulle være muligt at få viden om demens. Der skulle være viden om demens på Ældre Sagen Bornholms lokale hjemmeside. Alt arbejde som demensansvarlig foregår på frivillig basis og er ulønnet.

Hvordan hjælper I demensramte ældre og deres ægtefæller?

– På initiativ af Susanne Møller Kofoed blev gruppen for pårørende til demensramte og senskadede dannet. Gruppen mødes en gang hver måned. Her kan de pårørende få snakket sammen, få luft for deres frustrationer og hjælpe hinanden. På initiativ af Bente Vesløv blev Danseminder etableret. Her danser demensramte og deres pårørende til levende musik – altid til gamle kendte melodier. Kurser og møder for pårørende og interesserede arrangeres med jævne mellemrum. På et af de sidste kurser inden coronanedlukningen fik nogle af deltagerne mulighed for at prøve en demenssimulator.

Hvordan har corona påvirket jeres normale arbejde med denne gruppe?

– Det var og er en underlig tid. I marts 2020 blev al aktivitet lukket ned og planlagte kurser og møder måtte aflyses. Sommeren og efteråret blev til gengæld en usædvanlig travl periode. Bente Vesløv og jeg sprang ferien over. Via en pulje fra Sundhedsstyrelsen gennemførtes oplevelsesdage for demensramte og deres pårørende. Via andre puljer gennemførtes blandt andet koncerter på tre plejecentre og operakoncert i Østermarie Kirke. Det blev også muligt at give besøgsvenner og -værter en julefrokost. Endelig fik vi midler til at uddele julegodter på samtlige plejecentre. Pårørendegruppen og Danseminder kom så småt i gang efter sommerferien, men er nu igen lukket ned.

Hvordan vil I gribe det an, når restriktionerne lempes?

– Vi glæder os til at komme i gang igen. Deltagerne i Danseminder og Pårørendegruppen er også virkelig opsatte på at komme i gang. Vi har et håb om, at hele Bornholm bliver demensvenlig – eksempelvis også handelslivet. Derfor tog vi kontakt til Rønne Handelsstandsforening og aftalte et møde 18. marts 2020, men da var Danmark jo lukket ned. Vi glæder os til at genoptage kontakten. Den kontakt bliver måske mere aktuel, end vi troede. Uge 19 er udnævnt til at være demensuge. I den uge præsenteres det nye landsdækkende demenssymbol. Det kan bæres af de demensramte og skal være kendt af alle, også af de handlende.

Hvad får du ellers tiden til at gå med?

– Vi lider vel alle lidt af coronakuller. Som formand for Schæferhundeklubben, Kreds 22, Bornholm, måtte jeg stille se til, at al aktivitet blev aflyst. Der er dog håb forude. Lørdag den 6. marts kunne vi genoptage den udendørs træning.

Jeg har haft stor glæde af et være på vinterhøjskole online. Kunstruten besøgte seks forskellige kunstmuseer og startede på Bornholms Kunstmuseum.

Hvilken bog ligger på natbordet?

– Der ligger faktisk to; den nye, store bog om tv-serien "Matador" samt Rachel og Israel Rachlins bog "Fortællinger fra vores liv".

 


Steen Sejfert Larsen

73 år

Ugift

Oprindeligt fra København. Var flyversoldat i Almindingen 1967-68, blev ansat som lærer på Åvangsskolen i 1971, var i 20 år ungdomsskoleleder og blev pensioneret i 2013.