Majbritt taler for værdighed til øens ældre

Majbritt Lintrup ville gerne give andre omsorg i sit arbejdsliv, så selvom hun blev udlært i en købmandsbutik, gik hun med det samme ind i plejefaget. Det er 44 år siden nu, hvor hun netop er gået på efterløn. Involver dig og giv tid til værdighed, er hendes råd til de yngre, der nu søger ind i hendes fag.

Hvorfor søgte du i sin tid ind i plejefaget?

– Helt tilbage fra min skoletid har jeg altid været glad for at udvise omsorg og prøve at hjælpe andre mennesker. Jeg blev uddannet butiksassistent i en kolonialforretning, men så snart jeg var færdigudlært, søgte jeg ind som ufaglært sygehjælper på det, der dengang hed De Gamles Hjem på Zahrtmannsvej i Rønne. Det, der hedder Slottet i dag.

– Det var et rigtigt gammelt plejehjem. Dengang var det nemmere at komme på plejehjem, end det er i dag. Hvis man søgte, og der ellers var plads, så kom man ind. Der var ikke så meget med at blive visiteret til det, som der er i dag.

Hvad er de største forskelle på arbejdet dengang og i dag?

– Det hele skal gå hurtigere nu. Det var en anden tid dengang. Der var tid til at gøre lidt ekstra for borgerne.

– Hvis vi for eksempel var tre på en aftenvagt, kunne vi måske finde tid til at tage to beboere med på en aftentur. Det hele var ikke så opdelt i minutter og kasser dengang. Det er kommet til sådan lidt efter lidt.

– Til gengæld har vi så mange gode hjælpemidler i dag, som vi ikke havde for 40 år siden. Det er en positiv forskel. En del af mine kolleger har fået skavanker af arbejdet, og jeg har da også selv haft lidt med ryggen.

Hvad har det givet dig som menneske at arbejde i hjemmeplejen?

–Jeg synes, at det har givet mig meget. Jeg kan godt lide mennesker, og lige så forskellige vi er som personale, lige så forskellige er borgerne. Det er også derfor, at det er så vigtigt at huske på at bringe værdigheden med ind i arbejdet med borgerne.

– Mit arbejde har givet mig meget. Jeg har altid været glad for mit arbejde og også for mine kolleger. det har været en god tid. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte det fag, som jeg gjorde.

Hvad har hjemmeplejen på Bornholm allermest brug for i dag?

– Det er vel tid. Jeg tror, at vi hver især gør det så godt, som vi kan, men det er så presset over det hele.

– Der er tider til toiletbesøg, men mennesker er så forskellige, og man kan ikke bare sætte 10 minutter af til et toiletbesøg, for nogle skal måske bruge en halv time.

Hvordan har du det med nu at gå på efterløn?

– Det har jeg det fint med. Det har været lidt modigt at gøre, for jeg har sagt farvel til mange mennesker, som jeg er glad for. Nogle kolleger er jeg blevet mere end kolleger med, og em vil jeg blive ved med at se. Men borgerne siger man farvel til.

– Men jeg føler også, at jeg har betalt til efterlønnen, og så vil jeg også have lov at gå på efterløn. Det føles godt, men også lidt vemodigt.

Hvad er dit bedste råd til unge og andre, der søger ind i plejefaget i dag?

– Man skal kunne lide andre mennesker. Man skal også føle, at man får noget igen, og det får man ved at involvere sig. Og prøv at arbejde, så der også er tid til værdighed. Folk lukker os ind i deres hjem, og så skal de også opleve værdighed og omsorg. Det synes jeg er utrolig vigtigt.