Søndag 2. november 2025 • 12:57

Han styrede det store valgsted i over 20 år

Han styrede det store valgsted i over 20 år
Poul Overlund-Sørensen har været med i mange år. Her åbner han valget i 2005 – med radioreporter Brian Christensen ved sin side. Foto: Henning Sigvardsen
Journalist

Poul Overlund-Sørensen overlader tøjlerne til en ny valgstyrerformand i Rønne.

Poul Overlund-Sørensen har i mere end 30 år været med til at afvikle valg og afstemninger på Bornholms største afstemningssted – i Rønne Idrætshal.

Men nu er det slut, idet han er flyttet til Sjælland, og når der er kommunal- og regionsrådsvalg den 18. november er det for første gang i 23 år med en anden person som valgstyrerformand.

– I "gamle Rønne Kommune" var traditionen, at borgmesteren var formand, og at næsten alle menige pladser blev dækket af byrådsmedlemmer, samt os der sad i skatteankenævnet, fortæller Poul Overlund-Sørensen.

Hans første valg som valgtilforordnet var folketingsvalget i 1990.

Formand siden 2002

– Da vi så skiftede til regionskommunen, overtog jeg formandsposten. Jeg har gemt id-skiltene, så jeg kan se, at mit første valg som formand var, da vi den 29. maj 2002 valgte regionskommunens første forsamling, siger Poul Overlund-Sørensen.

Valget til Europa-Parlamentet i juni 2024 blev hans sidste som formand i Rønne.

Som formand er den overordnede opgave at stå i spidsen for de praktiske opgaver ved stemmestederne og sikre, at afstemningen bliver afviklet korrekt.

67-årige Poul Overlund-Sørensen var i mange år aktiv i SF-Bornholm og har blandt andet været medlem af Rønne Byråd, været sit partis folketingskandidat og medlem af SF’s hovedbestyrelse.

Han fortsætter

Flytningen til Sjælland betyder dog ikke, at det er slut med at være med til at afvikle valg. Han har straks meldt sig under fanerne i Frederikssund Kommune:

– Jeg afventer præcis hvilken tjans jeg får og hvor i kommunen, siger Poul Overlund-Sørensen og ønsker bornholmerne et godt valg.

Der er ni afstemningssteder på Bornholm – i Allinge, Østermarie, Svaneke, Nexø, Pedersker, Aakirkeby, Klemensker, Rønne og Hasle.

Poul Overlund-Sørensen tager imod de første vælgere, da der i juni 2022 bliver stemt om de danske forsvarsforbehold. Arkivfoto: Holger Larsen
Poul Overlund-Sørensen tager imod de første vælgere, da der i juni 2022 bliver stemt om de danske forsvarsforbehold. Arkivfoto: Holger Larsen


Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT