Fødselar har flere russererindringer på vej

Birgitte Borgen Müller Marcussen har fået øjenvidner til at fortælle om deres oplevelser fra 2. Verdenskrigs helt særlige afslutning på Bornholm – og mange flere vil fortælle.

Birgitte Borgen Müller Marcussen har fået ældre bornholmere til at fortælle deres historier fra russertiden i 1945-46. Heraf mange historier, som ikke tidligere har været offentliggjort, inden bogen "70 erindringsglimt fra russertiden på Bornholm" udkom i foråret.

Der er stadig mange ældre bornholmere, der gerne vil fortælle om oplevelser fra den tid, inden det bliver for sent:

– Jeg fortsætter med at indsamle erindringer. Jeg er oppe på på de næste 25, så jeg stiler efter at have en 2’er klar til 77 årsdagen for russernes afrejse fra Bornholm i 1946 den 5. april næste år, siger Birgitte Borgen Müller Marcussen.

– Men det er forlaget, der bestemmer det, tilføjer hun med en henvisning til Hakon Holm Publishing, som stod for udgivelsen af den første bog.

Men under alle omstændigheder havner materialet på Bornholms Ø-Arkiv, som forfatteren glæder sig over at have et godt samarbejde med.

– Det er fantastisk, at vi har et offentligt arkiv, som også tager private arkivalier ind, siger hun.

Fuldstændig optaget

Birgitte Borgen Müller Marcussen er så optaget af arbejdet med russertiden, at hun næsten ikke har tid til at fylde 75 år, hvilket hun altså gør onsdag den 3. august.

Hvad driver dig i arbejdet med at få disse historier frem?

– Jeg kan ikke sige dig hvorfor. Men jeg kan bare konstatere, at når jeg arbejder med det, er jeg fuldstændig optaget af det i alle dele af processen. Det er meget motiverende.

– Jeg har i to år opsøgt bornholmere i 80- og 90 års alderen. De er kommet til mig hen ad vejen ved usystematisk søgning, hvilket har betydet, at jeg er kommet ud til mennesker, som ikke tidligere er kommet til orde.

– Det var en tragisk periode, men samværet med øjenvidnerne er mange gange fornøjeligt, for de var jo børn dengang. Noget af det sjoveste er, at det er tydeligt, at piger og drenge har fået hver deres opdragelse. Drengene har fået lov til at føjte og har nogle gange stukket næsen i nogle ting, som deres forældre ikke skulle vide noget om, siger Birgitte Borgen Müller Marcussen.

Historierne handler om små "hverdagstrakasserier", men også positive hændelser, som involverede sovjetiske soldater. Meget er som nævnt ikke fortalt tidligere, også fordi forfatteren, som hun lægger vægt på, i høj grad har fået fat i nye kilder fra landet. Og så hjælper det nok også, at forfatteren selv er bornholmer – og i øvrigt tidligere folkeskolelærer med historie som linjefag.

Et sort hul

– Det var også sådan, at den danske presse havde fået forbud mod at skrive om russerne på Bornholm, for det kunne gå ud over de forhandlinger, der skulle til for at få russerne til at rejse, siger Birgitte Borgen Müller Marcussen.

Erindringerne fra russertiden bliver også emnet for en artikel, hun skriver i årets udgave af Jul på Bornholm. Den kommer til at handle om, hvordan bornholmske fiskere transporterede tyske soldater og flygtninge til Colberg (i dag Kołobrzeg i Polen) og fik sovjetiske soldater med retur til Bornholm.

– Den historie er et af de sorte huller, der har været på grund af den tavshed, der har været om den tid, siger Birgitte Borgen Müller Marcussen, der har fået flere bornholmere til at fortælle om det.

Et andet emne, der optager hende netop nu er: Hvor var russerne i Boderne?

– Det er lykkedes mig at finde frem til børn fra gårde tæt på Boderne og nogle af sommerhusejernes børn, så jeg er ved at få afdækket, hvor tyskerne og russerne boede i Boderne.

Forfatteren er også ude at holde foredrag om russertiden:

– Mit formål er historisk bevidsthed – at vi kender vores egen historie, siger hun.

Sommerbornholmer

Birgitte Borgen Müller Marcussen kalder sig selv sommerbornholmer. Fra begyndelsen af april til slutningen af oktober bor hun på den gamle Almindingen Station i Ekkodalen. Et godt stenkast fra hendes fødehjem, Klippely (som i dag tilhører Naturstyrelsen). Resten af året bor hun i Kgs. Lyngby, nord for København.

– Jeg er døbt Borgen Müller. Så blev jeg gift og føjede Marcussen til. Så blev jeg skilt, men gad ikke lave navnet om igen. Hele Ekkodalen er præget af müllere, for mine forfædre havde Vallensgård, og den er stadig i slægtens eje, og det var min farfar, der etablerede sig i Ekkodalen, fortæller hun.

Det var et landbrugsområde dengang, og familien drev i mange år Almindingen Savværk, som lå mellem jernbanen og Almindingsvejen, tæt på Almindingen Station.

– Det var ubetinget smukt at bo i Ekkodalen. Rart og behageligt. De kvaliteter, der også er i dag, siger Birgitte Borgen Müller Marcussen.

Vild med vilje

Hun købte den gamle stationsbygning i 1991. Stationen var i brug i årene 1901-1952, hvor det for mange bornholmere var adgangsvejen til Ekkodalen.

– Jeg har et gammelt, snørklet hus, og jeg har en grund, som i dag er vild med vilje. Jeg er blevet vild med at dyrke rabarber, som jeg gerne forærer væk. Men jeg er også nærig, så som gødning indsamler jeg hestepærer fra hestevognskørslen i Ekkodalen.

– Det er en stor fornøjelse at skrive, og jeg skriver også til Dansk Vandrelaugs tidsskrift om vandreliv. Min kæreste og jeg går mindst fem kilometer hver dag. Vi er ude over hele øen.

– Vi holder meget af at snakke med folk, vi møder ude på vores ture. Det er fra coronatiden, hvor man ikke måtte være sammen med nogen, men så kunne man dog ude i frisk luft på afstand tale med folk. Så der har blandt vandrere udviklet sig en ny, positiv kultur. Sådan gør man også i Norge, når man mødes på fjeldet, slutter Birgitte Borgen Müller Marcussen.