Historisk formidler og amatørarkæolog Klaus Thorsen og formand Rasmus E. Lemvig fra Skydebaneforeningen Bornholm delte Kultur- og Idrætsprisen. Foto: BRK
En amatørarkæolog og tre formænd har modtaget priser for deres frivillige arbejde.
Mange frivillige bidrager positivt til tilværelsen på Bornholm, og fire af dem gør det i en sådan grad, at de er blevet hædret for det.
Regionskommunen har uddelt årets udgaver af Frivillighedsprisen og Kultur- og Idrætsprisen.
Hans Lindhardt har modtaget Frivillighedsprisen for sit dedikerede engagement i Stafet for Livet Bornholm. Han var indstillet af styregruppen bag arrangementet, som fremhævede, at Hans Lindhardt som formand i ni ud af 11 år er hovedansvarlig for, at der i årenes løb er indsamlet omkring 1,9 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse.
Vinder af Frivillighedsprisen, Hans Lindhardt, flankeret af formand Selina Munch-Petersen fra ADHD-foreningen Lokalafdeling Bornholm og formand Andreas Grosbøll fra Social- og Beskæftigelsesudvalget. Hans Lindhardt valgte at dele prisen med Selina Munch-Petersen. Foto: BRK
Vinderen af Frivillighedsprisen skal vælge en anden nomineret at dele prisen med, og Hans Lindhardt valgte Selina Munch-Petersen for hendes store arbejde i ADHD-foreningen Lokalafdeling Bornholm og Bornholms Handicapråd. Hun har indstillet af bestyrelsen i ADHD-foreningen lokalafdeling Bornholm, som fremhævede hendes utrættelige arbejde for at skabe fællesskaber, netværk og trygge rammer for børn, unge, voksne og pårørende, som ofte oplever udfordringer i hverdagen.
Kultur- og Idrætsprisen blev delt mellem historisk formidler og amatørarkæolog Klaus Thorsen og formand Rasmus E. Lemvig fra Skydebaneforeningen Bornholm.
Kommunens eget kunst- og kulturhistoriske råd havde indstillet Klaus Thorsen for hans evne til at sætte sig i øjenhøjde med alle og fortælle en historie, så den rammer målgruppen, og hans personlige præg gør, at mødet med kulturhistorien sætter sig som et stærkt og varigt minde.
Priserne blev overrakt i forbindelse med Frivillig Fredag i Musikhuzet, hvor gospelkoret Amazing optrådte. Foto: BRK
Rasmus E. Lemvig var indstillet af bestyrelsen i Skydebaneforeningen Bornholm for hans personlige engagement, der har været en central drivkraft i udviklingen af både aktiviteter, faciliteter, foreningsliv og samarbejde på tværs af øens skydeklubber til glæde for både nye og erfarne skytter.