En sidste hilsen fra Emeritusserne

Mogens Dalgaard Pedersen kom til Bornholm som ung lærer og blev en markant person på flere områder.

Søren Prag, Rønne, har på vegne af "Emeritusserne" skrevet mindeord om Mogens Dalgaard Pedersen, der blev 81 år:

I tiden omkring1970 kom der mange nyuddannede lærere "ovrefra" til Bornholm – heraf en del til Klemensker Skole. Her faldt de godt til og blev hurtigt værdsat af elever og kolleger. Der opstod et inspirerende, tæt fællesskab, og i samarbejde med skolens øvrige personale skabtes et højt fagligt og pædagogisk miljø – med en go’ festkultur.

For cirka 20 år siden aftalte nogle "gamle" kolleger så at mødes til en bid brød, en dram og en snak om de go’e gamle dage. Siden har vi gentaget succesen med seks-otte ugers mellemrum. Vi kalder os Emeritusserne.

Den sidste frokost

Den 10. december sidste år var det så MP’s tur til at give "Emeritusfrokost". Vi var alle 80+. Han bøvlede en del med helbredet, men med vanlig viljestyrke insisterede han på at gennemføre, og det blev som altid en hyggelig eftermiddag – men desværre også hans sidste.

En markant personlighed er nu borte og stærkt savnet.

Som vores tillidsmand på Klemensker Skole og fra 1976-85 formand for Bornholms Lærerforening var han var god til organisationsarbejdet – resultatorienteret, altid velforberedt, principfast, temperamentsfuld med hjertet på rette sted og altid på de svages side.

Aktiv på handicapområdet

Selvom han i alle årene ikke havde haft en sygedag, måtte han i 90’erne gå på sygepension på grund af sin postpolio. Som kørestolsbruger kunne han ikke længere undervise i Klemensker.

Men hans aktivitetsniveau faldt ikke af den grund. Snart sad han i råd og udvalg inden for handicapområdet, og som konsulent for Udenrigsministeriet var han på mange rejser til blandt andet Fjernøsten og Afrika.

Familiens ve og vel var altafgørende for Mogens. Han kunne tale længe om sine børn og børnebørn og var altid parat med råd og dåd.

I hele verden

Efterhånden som aktiviteterne i organisationerne blev fortid, blev der mere tid og flere kræfter til at være sammen med den familie, han satte så højt.                                                                                                  

Sammen med Jette blev rejserne i Danmark og resten af verden nu en vigtig del af deres liv. Mogens var afhængig af en bil, og han kørte gerne "tusindvis af kilometer/miles", og når vi var samlede, berettede han gerne om deres spændende rejser.

Nu er hans stemme forstummet, og Emeritusserne har taget afsked med en god ven og kollega.

Æret være Mogens’ minde.

Mogens Dalgaard Pedersen på en rejse i Peru i 2020. Privatfoto