En af Bornholms mest anerkendte malere er død

Tonning Rasmussen, som siden 1980'erne boede i Sorthat, er gået bort. Tiden på Bornholm drev hans farver til højeste potens.

Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelse tildeles kunstnere, der har "placeret sig afgørende som kunstner", vurderet ud fra kvaliteten i den kunstneriske produktion – og det er betegnende for den bornholmske maler Tonning Rasmussen, at han var blandt de kunstnere, der i 2008 blev tildelt denne ydelse, som dog nu stopper med hans nylige død. Han blev 87 år.

Han var maler og grafiker, født 1936, uddannet bygningsmaler, og som kunstner var han autodidakt. I 1960 blev han gift med keramiker og digter Grethe Solhverv Rasmussen, som gik bort i juni 2021, men parret boede siden 1980erne i Sorthat ved Muleby på den bornholmske vestkyst.

Tonning Rasmussens første inspiration var, fortæller Kunstindeks Frederikssund, Cobras abstrakt-ekspressive kunst, men senere blev han optaget af den nonfigurative, konkrete kunst, hvor han udviklede sit eget kunstneriske udtryk med skarpt afgrænsede organiske (amøbeformede) farveflader dansende på ensfarvede baggrunde.

Han har lavet en del store udsmykninger, eksempelvis på Panum Instituttet i København 1976 og 1982, DTU i 1986 og gavlene på nogle af højhusene i Nygårdsparken ved Brøndbyøster Station i Brøndby i 1994.

Han er repræsenteret på Statens Museum for Kunst og på adskillige af landets øvrige kunstmuseer og har i øvrigt modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat samt en række andre legater, herunder Eckersberg-medaljen i 1984.

Højeste potens

Den tidligere leder af Bornholms Kunstmuseum Lars Kærulf Møller har på Weilbachs Kunstnerleksikon blandt andet skrevet om kunstneren:

Tonning Rasmussens værk forekommer umiddelbart i forlængelse af den abstrakt-surrealistiske tradition, der tog udgangspunkt i de franske kredse omkring Galerie Denise René og Salon des Réalités Nouvelles.

Mere dybtliggende skal udviklingen fra debutårenes pastose, Cobra-inspirerede, abstrakt-ekspressionistiske til det stringente, tilsyneladende nonfigurative, konkrete maleri nok findes i en kombination af kunstnerens egen søgen efter det rensede udtryk og påvirkninger fra malere som Juan Miro, Auguste Herbin og billedhuggeren Alex. Calder.

Desuden fra det mangeårige nære venskab med den belgiske tegner Georges Hergé (kendt for især Tintin-serien).

En forenkling og reduktion af især det formmæssige univers tog fart i midten af 1970erne og kom første gang til udtryk i udsmykningen til Oehlenschlægersgades Skole.

Billederne opbyggedes med en ensfarvet baggrund, hvorpå en række former, amøbelignende tegn, udfolder sig over lærredet i en stærk, men præcist afbalanceret kolorit og rytme. Flytningen i midten af 1980erne til Bornholm påvirkede især lysintensiteten i hans farve, der nu blev drevet til højeste potens.

Som grafiker har han spillet en væsentlig rolle, hvor han både i bogudgivelser og i plakatform har nået bemærkelsesværdige resultater i arbejdet med den fine balance mellem billede og skriftsnit.

Skrev altså Lars Kærulf Møller.